Tjener Boldt
Per Pallesen: Jeg tror, at han bliver den nye inkassator i Korsbæk. Og så tror jeg, at han bliver medlem af Jehovas Vidner, da folk der har været lidt slemme med alderen ønsker at få tilgivelse for alt, hvad de har gjort af grimme sager og ting. Så jeg tror han hver fredag aften vil stå på hjørnet i Korsbæk med ‘Vågn Op’.
Lise Nørgaard: Denne her skrappe dame, han bliver gift med, får sat skik på ham, og de udvider sammen hotellet med selskabslokaler og den slags. Så der bliver meget mere kedeligt. Han bliver ikke så forfærdelig gammel. Han lever 15 år til med Ada ved sin side. Hun holder ham i kort snor, men det bliver alligevel til en ‘lille en’ en gang imellem. Da Boldt dør, dukker der pludselig to børn op, som han har lagt sig til – et i Holbæk, hvor han var før og så et i udkanten af Korsbæk. Da Ada ikke har sørget for at få særeje, gør de to børn krav på deres arv.
Ingeborg Skjern
Ghita Nørby: Jeg tror, hun fortsætter sin stille værdige vej. Jeg kunne forstille mig, at hun gik ind i noget humanitært arbejde som en hjælpende ånd for UNICEF eller Røde Kors. Jeg tror, at hvis Mads glemmer hende i årevis, og hvis han bliver i stand til at klare sig selv, så er det muligt, at hun rejser væk med baronen.
Lise Nørgaard: Hun vil i højere og højere grad begynde at dyrke baronen, der også er meget begejstret for hende. De rejser meget sammen, og Ingeborg får et hus i Sydfrankrig, hvor hun opholder sig det meste af året. Mads og Ingeborg bliver ikke skilt, for man jo ikke rendte fra hinanden for et godt ord den gang.
Mads Skjern
Jørgen Buckhøj: Det er helt givet, at Mads Skjern og Ingeborg aldrig bliver skilt – det gjorde man bare ikke dengang. Men deres ægteskab er stort set slut. Mads Skjern ejer en masse penge, men det er også alt, hvad han har. Sin kone og sine børn har han skubbet fra sig, og der er hans egen skyld. Økonomisk er han en succes, menneskeligt en fiasko. Mads Skjern er ikke den type, der falder om af en blodprop. Jeg tror, han bliver 80 år og ganske forfængelig. Men han har jo også sine søde sider. Han har sådan håbet, at et af børnene ville føre hans forretning videre. Det vil de ikke, og det forstår han ikke. Han mener jo, at det altid er det rigtige, han gør. Han betages af en som Agnes, hun er en slider som han selv, og han giver sig tid til at snakke, han som ellers altid har så travlt.
Lise Nørgaard: Han bliver ved med at udvikle sin forretninger, så han bliver en virkelig stor købmand og fabrikant med supermarkeder og alle de ting han har set i Amerika. Han køber et skisportssted i Schweiz og får fiflet hans penge forskellige steder hen. Han kommer hjem og skriver læserbrev i aviserne og begynder at deltage i det politiske liv. I og med han er så rig og agtet i erhvervslivet tror han også at han har forstand på politik. Han forlader på et tidspunkt Korsbæk for at slå sig ned i en penthouselejlighed i København.
Daniel Skjern
Niels Martin Carlsen: Da der i enhver generation kun fødes en Erik Mortensen, må Daniel erkende at Erik Mortensen er et større talent end han selv. Så jeg tror at Daniel i stedet har slået sig på moderen kunsthandel og er blevet en magnat inden for formidling af moderne kunst.
Lise Nørgaard: Daniel bliver en dygtig modeskaber. Han bosætter sig i Frankrig, hvor han kan holde sig til med sin mor – når han har tid til det.
Kristen Skjern
Jesper Langberg: Kristen rejser med Elisabeth til Amerika, hvor han får en stor karriere i FN. Dette skyldes ikke mindst hans stor evne til på diplomatisk vis at gøre alle tilpas. De vender tilbage til Korsbæk, hvor Kristen starter en tyrefægterskole og bliver på den måde byens torredor.
Lise Nørgaard: Kristen og Elisabeth drager til København, hvor han bliver bankdirektør for en af de stor banker i København og sørger for en skønne dag at fusionere med Omegnsbanken, som han startede sammen med sin bror. De kommer til at leve et meget spændende liv med helt andre typer end dem de levede sammen med i Korsbæk.
Elisabeth Friis
Helle Virkner: Elisabeth bliver jo gift med Kristen, og de får et rigtigt godt liv med stor, gensidig respekt. Jeg tror, de vil adoptere et barn, sikkert et dansk barn. Det gjorde man dengang, og de får et godt familieliv, baseret på at man snakker fornuftigt sammen. Der bliver ingen problemer i Elisabeths ægteskab, hun og Kristen har haft så mange vanskeligheder, så de ved udmærket, hvad de skal passe på. Men et godt liv og ægteskab – det venter Elisabeth Friis.
Lise Nørgaard: Elisabeth og Kristen drager til København, hvor hun fortsætter som organist og underviser, hvilket passer og fornøjer hende. De kommer til at leve et meget spændende liv med helt andre typer end dem, de levede sammen med i Korsbæk.
Hr. Stein
John Hahn-Pedersen: Hr. Stein dør i 1993 i en alder af 83 år. Han havde nogle gode år i Korsbæk Bank indtil 1968, hvor Korsbæk Bank blev fusioneret med Handelsbanken. Så kom ungdomsoprøret. Det var ikke noget, der passede hr. Stein, så han holdt op og tog til Israel, og der traf han en dansk-israelsk dame. De giftede sig ikke, men de havde et forhold. De fandt ud af, at de alligevel var mere danske, så de tog tilbage til Danmark. Hr. Stein fik en stor stilling inden for Røde Kors, indtil han gik pension. Hans veninde døde i 1989, hvorefter det gik skidt for hr. Stein. Han kom på plejehjem og ligger nu ude på Mosaisk Kirkegård.
Lise Nørgaard: Bogholder Stein er en af de her trofaste funktionærer, man havde dengang, der ikke rendte fra sin plads, selvom man fik nogen nye gode tilbud. Kristen ville egentlig gerne have ham ind i sin bank i København, men bogholder Stein bliver siddende, hvor han sidder, indtil han skal på pension. Han bliver et par og halvfjers år.
Hans Christian Varnæs
Holger Juul Hansen: Efter alle de ting, bankdirektøren Varnæs og hans kone Maude har været ude i, tror jeg, de begge står vel rustet til fremtiden. De vil føre et anstændigt og ordentligt liv, ikke kedeligt – selv om det måske lyder sådan. Mange ting er krakeleret i deres liv, men sammenholdet mellem dem har bestået, og det vil det fortsætte med. Jeg tror, de får et godt og rigere liv, og de vil ældes med ynde. I banken vil det gå stille og roligt, men langt ude i fremtiden kunne jeg godt forestille mig, at Korsbæk Bank fusionerer med Omegnsbanken. Det ligger ikke lige om hjørnet, men det vil ske en dag.
Lise Nørgaard: Hans Christian Varnæs forbliver med at være den pæne og dannede bankdirektør for den bundsolide Korsbæk Bank, der muligvis har det lidt svært, når de lidt større pengeinstitutter begynder at klemme dem. Han bliver hjulpet af sønnen Ulrik, der omsider får sin eksamen, kommer til Korsbæk. Hans Christian Varnæs komme ikke til at leve så forfærdelig længe. Han dør pludselig i en alder af 65 år som en meget agtet mand.
Maude Varnæs
Malene Schwartz: Børnene flyver fra reden og Laura, der ikke orker mere, går på pension. Maude overtager husholdningen og bliver mere beskæftiget. Hun laver et lille kursus i at male bordkort. Hun ordner i det hele taget det således at det ender med, at det er Hans Christian der går op i seng.
Lise Nørgaard: Maude vil blive meget gammel – helt op i 90’erne. Hun vil ende på det samme plejehjem som Laura – da alle i vores tid er blevet lige. Laura var jo ikke så forfærdeligt meget ældre end fruen, det så bare sådan ud dengang. De vil sidde der på hver sin gang, men hver aften vil Maude gå hen og se tv hos Laura, der har en større skærm og stadigvæk laver kaffe til hende.
Laura
Elin Reimer: Laura har jo ikke haft lejlighed til at bruge sine penge – hun har jo tjent nogen håndører. Så hun bestemmer sig for at købe et lille hus lidt uden for Korsbæk. Så får hun en have, hvor hun dyrker urter. Så får hun naturligvis hunde og måske en kat eller andre dyr. Da hun skal tjene, indtil hun får aldersrente, begynder hun at lave småkager og chokolade, som hun får Agnes til at distribuere. Før man får set sig om er det blevet en hel industri. Hun får aktier i foretagendet og alt muligt, så hun kan læne sig tilbage i sit lille hus og hygge sig.
Lise Nørgaard: Laura vil blive meget gammel. Hun vil ende på det samme plejehjem som sin frue Maude – da alle i vores tid er blevet lige. Laura var jo ikke så forfærdeligt meget ældre end fruen, det så bare sådan ud dengang. De vil sidde på hver sin gang, men hver aften vil Laura få besøg af Maude, der kommer får at se tv – på en større skærm – og få serveret kaffe som i gamle dage.
Agnes Jensen
Kirsten Olesen: Agnes har et hjerte af guld, og hun svigter aldrig mand og børn til trods for sine besværligheder med Lauritz. Hun er fyldt med kraft og energi og er vældig initiativrig, så jeg tror, hun slår sig sammen med Mads Skjern og laver byens største og mest velassorterede varehus. Det går godt i mange år, indtil vi nærmer os 70’erne, hvor deres veje må skilles. Mads Skjern er for konservativ og kan ikke følge modens luner. Agnes der har fingeren på pulsen, slår sig sammen med sine damer og lægger produktionen om til moderne kanvastøj, joggingtøj og t-shirts.
Lise Nørgaard: Agnes der har fået aktier i Mads Skjerns foretagender bliver meget rig, da forretningerne blomster. På et tidspunkt overtager hun Mads Skjerns store hus ved fjorden. Selvom hun er meget flittig, begynder hun at leve livet. Hun tager med sin gamle veninde fra stuepigetiden Gudrun på lange rejser.
Lauritz Jensen
Kurt Ravn: Hvis jeg skal spå om ‘Rødes’ fremtid, vil jeg tro, at han kommer noget ned på jorden. Han bliver ingen stor mand politisk, og det skal ikke undre mig, om han ret politisk rykker ind mod midten. Rent ægteskabeligt fortsætter han nok med Agnes. Han falder til patten i den sikkerhed, hun har skabt.
Lise Nørgaard: Han fortsætter med at laver partiarbejde for kommunisterne og kommer ind i byrådet, da han ikke bliver medlem af folketinget. Og så har han sit maskinskrivningsbureau. Han bliver medlem af SF efter opstanden i Ungarn og Aksel Larsen udbrud. Han passer sig selv og bliver ved med at være medlem af komitéer, agitere og tro på revolutionen. Folk i byen griner lidt af socialisten Lauritz, da han sammen med sin kone flytter ind i Mads Skjerns herskabsvilla ved fjorden.
Viggo Skjold Hansen
Axel Strøbye: Han flagrer rundt med lallende elskværdighed og får tilnavnet ‘Lille Viggo’. Hans kone Musse skaffer han nogle små overkommelige gøremål. Han lufter tyskerhunden Pax for Laura og går han med breve fra Korsbæk Bank til postkassen.
Lise Nørgaard: Viggo vil gå og nusse rundt og passe roser i deres nye hus i en halv snes år. Så får han en hjerneblødning og falder død om.
Iben Skjern
Ulla Henningsen: Iben bliver efter et par år med tumult omkring hendes rideskole lykkeligt gift. Der melder sig en gammel beundre, en lille forsigtig fyr fra folkeskolen, som altid har været meget glad for Iben. De får ikke mindre en to sæt trillinger – først tre drenge så tre piger. Og de lære alle sammen at ride.
Lise Nørgaard: Iben vil flytte sammen med kørelærens kone Jenny. De bliver boende sammen og opbygger en rideskole, hvor de har en hel masse unger på besøg. Af og til bliver de uvenner og flytter fra hinanden, men så flytter de sammen igen.
Frede ‘Fede’ Hansen
Benny Hansen: Han fortsætter med at komme på Jernbanecaféen samme med de andre. Da Marie har fået arbejde og han har arvet efter Fernando Møhge, køber han sig en kolonihave. Der holder han herrefrokoster hele sommeren med flæskesteg, sild, brændevin og øl. Da fede tider gør ‘Fede’ federe, tror han efterhånden ikke, at stigen kan bære længere, så han laver et malermesterfirma, hvor han sætter folk i arbejde. Så tror jeg også, at Marie og ‘Fede’ adopterer et eftertidskrigsbarn fra Hamburg.
Lise Nørgaard: Marie aftaler tid for ‘Fede’ hos den nye skrappe doktor i Korsbæk. Han siger, at han ikke lever et år til, hvis ham bliver ved med at spise så meget. Ved fælles hjælp begynder de at magre ‘Fede’ af. Så sker der det forfærdelige, at ‘Fede’ bliver umådelig trist, hvorefter han heldigvis tager på igen, og lever den tid han skal.
Oluf Larsen
Buster Larsen: Jeg er overbevist om, at grisehandler Larsen vil fortsætte sin afslappede livsform. Og efter krigen vil han nok lave sit eget lille private opdræt af grise. Han er en spøjs fætter, men helt bestemt klog nok. Han er ikke bange for at fortælle, at han har en anden mening end de fleste andre, han er sådan en slags soldat Svejk, og jeg kan sgu godt li’ ham. Han er bedøvende ligeglad med, hvad folk mener om ham. Men han vil også stadig være parat til at hjælpe nogle mennesker, for sådan er han. Jeg kan ikke forestille mig grisehandleren som pensionist. Jeg tror altid, han vil have noget at lave. Men det, der betyder mest af alt for ham, det er Katrine. Uden hende kan han ikke klare sig, de er i den grad ét.
Kilder: “Mer’ Matador” (DR1, 23. maj 1998), “Sådan fortsættes livet i Korsbæk” (Billedbladet, nr. 21, 1990), “Sikk’n afslutning” (Aktuelt, 3. januar 1982)