Scener fra manuskriptet som af en eller anden grund er udeladt og dermed aldrig er blevet ‘filmatiseret’.
FRAKLIP NR. 1:
Mads spisestue. Eftermiddag. Daniel, Ellen og Ulrik med hver sit krus med saftevand. Et fad med nybagte boller. Ungerne guffer i sig. Ingeborg sidder med sin kaffe.
D70
INGEBORG: Kan I spise en mere – –
Ellen ryster på hovedet.
DANIEL OG ULRIK: Ja tak – –
DANIEL: Må vi tage dem med i hulen.
Ingeborg nikker.
D71
Mads baghave. Hønsegård, urtehave, et par nyttebuske. Af kasser i butikken har børnene bygget et slot, fortrinsvis af pap og kartoner. De kryber op og ned i etagerne, stabler endnu en ledig kasse på plads.
FRAKLIP NR. 2:
D91
Varnæs dagligstue. Aften. Maude sidder i en stol, Ulrik står foran hende.
MAUDE: Nej, siger jeg – og hvis du plager mere får du stuearrest.
Ulrik helt nedgjort. Løfter stemmen.
ULRIK: Så skal der slet ikke komme nogen –
MAUDE: Nå, det mener du – – der skal komme de børn, som vi kender.
D92
Varnæs ind. Træt.
VARNÆS: Hvad drejer det sig om –
Maude gør en utålmodig bevægelse.
MAUDE: Han er helt umulig, det er om hans fødselsdag, du kan godt gå i seng og
det bliver som jeg siger –
Gør en håndbevægelse mod Varnæs, der viser, han ikke skal gribe ind. Døren lukker sig bag drengen.
MAUDE: Jeg har aldrig hørt mage –
VARNÆS: Hvad har han gjort – ?
MAUDE: Han har sat sig i hovedet, at han vil have den dreng – Daniel hedder han – ovre fra den anden side af gaden med til sin fødselsdag –
VARNÆS: Nåh ja og hvad så –
MAUDE: Glemmer du, hvis dreng det er – det er det menneske, der har ødelagt Arnesens forretning, har du ikke hørt nok i de sidste dage Hans Christian – Hvordan vil du se Albert og stakkels lille Vicki – hun sad her og græd, og vi kunne intet gøre, hvordan vil du se dem i Øjnene – hvis den dreng –
Varnæs valen, man kan han er træt.
VARNÆS: Det er jo kun en lille dreng –
MAUDE: Små drenge bliver store – små drenge har forældre, kan du ikke se det, Hans Christian – det er forræderi – skulle vi ikke stå sammen nu så ved jeg ikke, så meget har jeg lært hjemmefra, man må holde sammen med sine egne – –
D93
Varnæs slår opgivende ud med armene.
VARNÆS: Ja, ja – det er vel ikke så vigtigt – gør som du vil – skulle du ikke i musikforeningen – –
Maude gør en afværgende bevægelse.
MAUDE: – med al den influenza, der er i omløb – nej, Elisabeth gik alene – –
FRAKLIP NR. 3:
D122
Varnæs køkken. Tidlig eftermiddag. Laura pynter stor fødselsdagskage: Ulrik 9 år. Agnes fermer rundt med fade med andet godt. Rører af og til i en stor gryde med chokolade.
D123
Elisabeth kommer ud, beundre kagen. Smiler til Laura, overskuer traktementet.
ELISABETH: Alt det, det kan 15 drenge vist godt blive mætte af –
D124
Mads stue. Ved vinduet Daniel, der sidder og kigger ud. Ingeborg sidder ved bordet med nogle fakturaer. Mads ind. Mads hen til bordet, sætter sig og Gudrun kommer med en kop kaffe. Mads ser Daniels ryg, der er helt ubevægelig.
MADS: Hvad er der, Daniel – skal du slet ikke med –
D125
Daniel svarer ikke, han kigger.
D126
POV: Det modsatte fortov. Drenge i fint matrostøj ledsages af fruer og barnepiger ind i det varnæske hus.
MADS: skal du ikke ned og lege – i det dejlige vejr – – ?
D127
Ingeborg gør tegn til Mads, at han skal lade drengen være.
D128
De varnæske ruder. Dag dem ser vi de matrosklædte drenge.
D129
Daniels ved vinduet. Skubber sig ned fra stolen, hvorpå han har siddet på knæ, går forbi forældrene, en lille knuget dreng.
D130
Mads rejser sig, går hen til ruden, overskuer situationen med et udtryksløst ansigt –
D131
Baghaven. I hulen. Daniel i en kasse hensunket i melankoli.
D132
Ellen står nedenfor hulen.
ELLEN: Kom Daniel – vi har fået lov at købe for 5 øre slik – hver –
Daniel siger ingenting. Ellen vender sig og går.
D133
Gården bag Varnæs port. Fødselsdagsgæsterne buldrer rundt. De leger skjul.
BARN: 1 – 2 – 3 – krone for Arne – –
Agnes skiller to slagsbrødre.
AGNES: ja, jeg er ligeglad – I skulle ha? en børste-endefuld begge to – –
D134
Daniels hule i baghaven. Han sidder som før, men retter sig, da han hører Ulriks stemme.
ULRIK: Daniel – DANIEL – –
DANIEL: Ja –
D135
Ulrik begynder at klatre i sit fine tøj, lommerne strutter. Daniel forurettet, men hjælper dog Ulrik til vejrs.
DANIEL: Du har fødselsdag – –
ULRIK: Jeg gider ikke være der – her – –
Ulrik begynder at tømmen lommer for kager og skralder, pusteslager og lignende. De to drenge tæt sammen –
D136
Fortovet udenfor Tøjhuset. Ellen og en anden pige spiller kugler –
D137
Varnæs port. Elisabeth og Agnes ud. Elisabeth gør tegn til Agnes, at hun skal gå henad gaden og lede. Selv går hun hen mod fortovskanten.
D138
Ellen ser op.
D139
Elisabeth får øje på pigerne. Går over mod dem.
ELISABETH: Har I set Ultik – ?
ELLEN: Han er inde i hulen –
Ellen peger – Elisabeth ser rundt om hjørnet –
D140
Baghaven. Elisabeth går tøvende ind gennem porten eller leddet (som huset nu er indrettet) ser sig om bag huset, går langsomt og stadig søgende mellem buskene, for hønsegården og står foran hulen. Ser:
D141
De to drenge i kassen.
D142
Elisabeth kigger op – forlegen.
ELISABETH: Ulrik – du kan da ikke sådan gå fra din fødselsdag – – (Ulrik siger ingenting) – – hvis nu Daniel får lov at komme med – – – ?
Ulrik ser på Daniel, der tænker sig om og så nikker.
D144
Elisabeth og de to drenge går sammen gennem haven. Ud af porten. Alle tre vender sig, da de hører Mads stemme.
MADS: Hvor skal du hen, Daniel – ?
ELISABETH: Undskyld – jeg er Elisabeth Friis – Ulriks moster.
MADS: Ja – mit navn er Mads Adersen-Skjern – Daniles far –
D145
Elisabeth bliver forlegen forklarende –
ELISABETH: Ulrik har fødselsdag – (Mads nikker bare) – – han vik så gerne have Daniel med.
D146
Mads rækker ud efter Daniels hånd. Holder den fast.
MADS: Det er pænt af Ulrik. Ulrik er også altid velkommen her – men Daniel er. så vidt jeg ved, ikke inviteret –
Elisabeth har opfattet situationen, usikker, stilfærdig.
ELISABETH: NU er han – –
MADS: Det er pænt af DEM – men NU er han desværre forhindret –
Med Daniel i hånden går Mads hen mod huset, Daniel ser undrende på sin far ude af stand til at protestere. Andersen-Skjern har et udtryk som en mand, der er blevet trådt på tæerne og nu er i gang med at træde igen.
FRAKLIP NR. 4:
D161
Bredden ved byens å. En frønnet anløbsbro. Elisabeth og Kristen kommer gående. Standser og snakker. Kristen får øje på en båd. Haler i Elisabeth, der først stritter imod.
ELISABETH: – – – det er jo ikke sommer – –
KRISTEN: Vi leger sommer – –
Han haler af sted med hende, hun over giver sig –
D162
De går i båden, sætter fra bredden. Driver med strømmen.
D163 Ænder i nærheden.
D 164
Kristen fremdrager en pose brød. Overrækker hende et par skiver, så galant som var det roser.
KRISTEN: Fra Hotel Postgårdens brødbakken – –
De begynder at glide med strømmen og kaste brødstykker ud –
D165
Spisende ænder – –
D166
Åens bred. Ad sti langs åen kommer den Møhgske ekvipage, freuen i rullestolen, frøkenen skubber. Fruen gør store øjne, stopper med et signal fra stokken rullestolen.
D167
Åen. Båden; de andefodrende elskende, Kristen og Elisabeth har nu skiftet plads sådan, at Elisabeth ligger tilbagelænet mod Kristen, der padler, hun kaster distræt brød ud til de fjedrede vener.
D168
Bredden. Fru Møhge og Misse følger med øjnene båden, der glider forbi fruen fra nærmest hold, frøkenen i baggrunden.
D169
Båden. Elisabeth ser op og kigger lige ind i ansigtet på fru Møhge.
D170
Varnæs hus. Ud af porten kommer fra Møhge og Misse, der tydelig nok har været på visit.
FRAKLIP NR. 5:
Afslutningen på skænderiet mellem Elisabeth Friis og Maude Varnæs om Elisabeths forhold til Kristen Andersen-Skjern.
D177 (forsat)
Maude mod døren – på kanten af hysteri.
MAUDE: – – Ulrik – – Regitze – kom her – –
D178
Børnene dukker tøvende op – betænkelige, ser fra mort il moster. Moderen peger på dem med skapladt finger.
MAUDE: Se på jeres moster – hun vil rejse fra jer – hun kan ikke længere lide jer – –
Regitze flæber – –
D179
Elisabeth går over til hende.
ELISABETH: Maude, der er dine børn – –
ULRIK: Jeg vil med, hvis du rejser – –
Elisabeth griber ud efter børnenes hænder. Forlader stuen.
ELISABETH: Kom – –
FRAKLIP NR. 6:
D202
Uden for Varnæs hus. Jørgen Varnæs bil holder parkeret. Elisabeth vender hjem fra tur med Ulrik og Regitze. Ulrik kan kende bilen.
ULRIK: Det er onkel Jørgens. Det er en Chevrolet –
D203
Hos Varnæs. Elisabeth ind med Regitze i hånden. Ulrik kommer springende bagefter. Hun standser på tærklen til dagligstuen, samtalen forstummer brat.
D204
I stuen sidder Maude, Jørgens kone Minna, Jørgen og Varnæs.
D205
Elisabeth forundret.
ELISABETH: Nej, Minna og Jørgen – er det et familiemøde –
D206
Maude vifter af børnene.
MAUDE: I kan gå ud til Laura – og sig, du skal vaskes Ulrik – og dine hænder, Regitze –
Børnene forsvinder.
VARNÆS: Sid ned, Elisabeth –
D207
Elisabeth ser sig om. Sætter sig. Tavshed.
MINNA: Ja, sikke dog en historie – Maude har fortalt os om skandalen –
JØRGEN: (irriteret) Minna, kunne du ikke –
MINNA: Ja det er vel ingen hemmelighed, at vi mener, det er en skaldale – det kan du ikke Elisabeth – mod Jørgen – –
D208
Jørgen ser indtrængende på hende.
JØRGEN: Tag dig ikke af Minna – hun udtrykker sig forkert – det, vi mener øh – bortset fra, at du vil ødelægge din egen position –
ELISABETH: (undrende) MIN position?
JØRGEN: – så vil du også skade vores –
MINNA: – og lige før Jørgen skal ud i sin valgkamp –
VARNÆS: Det, Jørgen vil fortælle, er, at alle dem, der står bag ham – alle, der kender os – de vil få et chok, når de hører om øh – din –
JØRGEN: Uheldige alliance –
ELISABETH: Er det min skyld, at denne by er fuld af snobber, der lever i fortiden –
D209
Jørgen strækker afvæbnende hånden ud.
JØRGEN: Elisabeth – den kreds, vi taler om, hører banken til – den bank, der har været ledet af vores familie i flere generationer – den bank, der giver familien brød – og anseelse her i byen – og som Mauds søster hører du til familine – vi har altid været glad for at have dig i familien –
MINNA: Og en familie må stå sammen i tider som disse – mod alt det skidt –
D210
Elisabeth irriteret over Minna.
ELISABETH: Mod hvad?
MAUDE: Mod det, de gør, derovre hos jyden – Ved du, at han har købt Arnesens sommerhus og vil udstykke –
Elisabeth måber. Maude triumferende.
MAUDE: Nå, det har din kæreste åbenbart glemt at fortælle dig –
VARNÆS: Maude, der er igen grund til –
MAUDE: Jeg prøver jo bare at få hende til at tage fornuft – og så en mand, der er fem år yngre –
Ryster på hovedet. Minna ser på Jørgen og Varnæs.
MINNA: Fortæl det andet, også –
D211
Varnæs må tage sig lidt dammen.
VARNÆS: De handler jo ikke kun med konfektion og bånd og bændler – de laver også forretninger med pantebreve – derfor har han brug for en bror med bankuddannelse –
JØRGEN: – og det er ikke det eneste, der foregår i den bagbutik –
ELISABETH: Hvad mener du –
Minna hysterisk.
MINNA: Ågerkarle, det er, hvad der er – –
D212
Elisabeth springer op.
ELISABETH: I lyver – – I LYVER – –
Varnæs rejser sig, klapper hende beroligende på skulderen.
VARNÆS: Det gør mig ondt, Elisabeth – jeg synes selv, du skal spørge ham – hvis du ikke tror os – Spørg ham, om de låner penge ud – –