Forfatter: Lise Nørgaard
Spilletid: 59 minutter
Da Agnes Jensen er blevet færdig med at ombygge sit hus ved branddammen, vil hun gerne vise huset frem for Laura. Hun er imidlertid travlt beskæftiget i køkkenet, da familien Varnæs holder gravøl for den nyligt afdøde lærer Andersen, der kun nåede at være gift med Misse Møhge i få uger.
Da selskabet efter kaffen hører radio fra London, afbrydes sendingen med en meddelelse om, at “de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig”. Den sidste flaske champagne bliver fundet frem fra kælderen, og Hans Christian Varnæs begynder i glædesrus at rive mørklægningsgardinerne ned. Lærer Andersens nevø Oscar Andersen er på trods af det glædelige budskab mere interesseret i at tale om arven efter sin afdøde onkel.
Hos familien Skjern har Mads travlt med at få fat i datteren Ellen, som nu kan komme i vanskeligheder, da hendes svigerfar Rudolf Lamborg har samarbejdet med den tyske værnemagt under krigen. Baron von Rydtger besøger Skjerns for at fejre befrielsen.
Under festlighederne hos familien Varnæs dukker doktor Hansen og Kristen Skjern, som har været gået under jorden, pludselig op. Elisabeth Friis er lykkelig over at se Kristen igen, og hun viser nu for første gang sin kærlighed overfor Kristen, mens familien er til stede.
Oscar Andersen indkalder Hans Christian og Jørgen Varnæs til et møde for at tale med dem om hans onkels testamente. Oscar havde aftalt med sin onkel, at han skulle betænkes – også med de penge han giftede sig til. Da lærer Andersen imidlertid ikke nåede at skrive sit testamente, og Misse Møhge ikke nåede at ophæve sit særeje, er der ikke andet at arve end lærer Andersens beskedne formue, som tilfalder Misse. Oscar Andersen beskylder brødrene Varnæs for ikke at have rent mel i posen. Oscar har nemlig hørt fra sin onkel, at brødrene Varnæs skal arve Misse efter hendes afdøde mors ønske.
Dagen efter befrielsen kører frihedskæmpere rundt i Korsbæk for at hente “feltmadrasser”, værnemagere, stikkere og andre folk, der samarbejdede med tyskerne. Viggo Skjold Hansen bliver angivet af cykelsmeden Nielsen, der beskylder ham for at have lejet ud til tyskeren og truet med tyskerne. Skjold Hansen bliver kørt gennem byen til spot og spe.
Da Elisabeth Friis får besked om at frihedskæmperne har hentet ham, tager hun affære. Sammen med doktor Hansen sørger hun for, at han bliver sluppet fri. Han har imidlertid fået et slagtilfælde af den barske oplevelse og er blevet velopdragen og føjelig.
Mads Skjern henter sin datter Ellen hjem fra svigerfamilien, som er anholdt for værnemageri. Ellens mand Mogens Lamborg blev hurtigt sat fri, men han mister villaen og jobbet i sin fars firma. Mads køber derfor Musse og Viggo Skjold Hansens villa på Rosenstien 14 til sin datter og svigersøn. Skjold Hansens lejer til gengæld stuehuset på Havgaarden af Mads. Mogens bliver ansat på konfektionsfabrikken og får i første omgang udbetalt et månedligt beløb, så han og Ellen kan leve standsmæssigt.
På Jernbanerestauranten er der kommet en ny bestyrerinde, Ada. Hun holder sig til stamgæsternes store skuffelse til reglerne og nægter at servere øl, medmindre man også bestiller mad.
Kommunisten Lauritz Jensen vender hjem fra sin flygtningetilværelse i Sverige med ægte kaffe, chokolade og cigarer. Han bliver overrasket, da han finder ud af, at hans kone Agnes Jensen har købt hus, og at hun har indmeldt deres drenge på latinskolen. Lauritz håber på, at han kan begynde at arbejde for Kommunistpartiet og regner med at tage familien med til København. Agnes, der har opbygget en stor virksomhed i Korsbæk, modsætter sig naturligvis idéen.
Hr. Stein vender også tilbage til Korsbæk og sit arbejde i Korsbæk Bank. Han aflægger Maude Varnæs en visit for at takke hende for hjælpen i forbindelse med flugten til Sverige.
Tyskernes hund Max, som holdt til i familien Varnæs’ baghave i slutningen af krigen, vender pludselig tilbage til Lauras køkken. Laura gemmer hunden på sit værelse. Den opdages hurtigt af Hans Christian Varnæs, der overtaler Maude Varnæs, som dog forlanger at den skal blive i køkkenet. Hunden omdøbes til Pax (=fred, red.).
Misse Møhge dukker pludselig op hos familien Varnæs, da hun ikke kan være i fred for Oscar Andersen, der bliver ved med at spørge ind til sin onkels sygdom og død. Misse fortæller, at hun lukkede sin mand lærer Andersen ude på altanen, da han kom ind i hendes soveværelse og ville op i sengen til hende. Der stod han i 6-7 timer og pådrog sig den lungebetændelse, han senere døde af. Maude og Hans Christian Varnæs beslutter sig imidlertid for at fortie sagen.
Daniel Skjern har fået besøg af en engelsk wingcommander. Ellen, der keder sig i sit ægteskab med Mogens Lamborg, beslaglægger til Daniels fortrydelse hurtigt englænderen.
Vist på tv:
12. december 1981
5. maj 1985
4. maj 1990
25. april 1998
22. juni 1998
14. april 2007
9. februar 2013
10. februar 2013
Produktionsår: 1981