Forfatter: Lise Nørgaard
Spilletid: 58 minutter
Doktor Hansen opsøger Agnes Jensen for at fortælle, at hendes mand Lauritz Jensen nu er i sikkerhed i det neutrale Sverige. Doktor Hansen tilbyder Agnes, at hun og børnene også kan komme til Sverige. Agnes afslår tilbudet og beder doktor Hansen give hendes mand besked om, at hun klare sig godt. Agnes’ forretninger hjemme i huset går godt. Flere damer arbejder nu for hende med at sy kraver, lave knapper, reparere strømper og andet tøj.
Til sin fødselsdag får Agnes Jensen af sin førstedame Marie Hansen en gammel bakke, som hun har pyntet ved at male blomster på. Den idé kan Agnes bruge. Hendes drenge bliver sendt rundt i Korsbæk for at opkøbe gamle bakker. Hun ansætter 30 damer til at sidde hjemme og male bakker – en ny produktion er i gang.
Agnes Jensen opsøger Mads Skjern, og han vil gerne opkøbe hendes bakker og sælge dem videre i sine tre butikker. Hun fortæller også Mads, at hun ønsker at købe den ejendom, som hun lejer af Mads’ svigermor Kathrine Larsen. Agnes behøver nemlig mere plads til både sin bolig og sin forretning. Mads vædder 200 kroner på, at Kathrine ikke vil sælge huset, da hun forstår sig på penge og aldrig sælger fast ejendom.
Mads Skjern vil ikke direkte arbejde for tyskerne. Han vil ikke sy uniformer til dem, men for at skaffe råvarer til klædefabrikken, må han betale med klæde til tyskerne. De mange penge, Mads har tjent under besættelsen, ønsker han at investere i et landbrug. Mads advarer sin bror Kristen Skjern og siger, at han skal passe på med sit illegale arbejde i modstandsbevægelsen, da han kan risikere at blive skudt eller banken kan blive sprængt i luften af tyskerne.
Kristen Skjern har kludder i sit ægteskab og bor for tiden alene i lejligheden over banken. Hans kone Iben Skjern bor for det meste hos veninden Jenny. Ibens mor Musse Skjold Hansen kommer til Kristen og fortæller, at hun og hendes mand ikke mere kan være i fred i deres eget hus. Børnene i gaden kaster sten gennem deres vinduer og råber værnemager efter hendes mand, fordi han lejer garageanlægget ud til tyskerne.
Viggo Skjold Hansen tager vare på situationen og sætter penge ind på sin kones særeje og giver sin datter Iben et forskud på arven.
Baron von Rydtger kommer ofte på besøg hos Ingeborg Skjern. Han er ensom hjemme på sit slot, da han ikke kan tale med sin kone, der har fået dårlige nerver og er blevet indlagt på et hospital. Baronesse von Rydtger er af tysk familie, og hun har haft det svært under besættelsen, da hun hader nazisterne, men elsker sin tyske familie. Baronen kan godt lide at tale med Ingeborg, som også har fået mere tid, da hun ikke længere arbejder i Skjerns Magasin.
Mads og Ingeborg Skjern venter besøg af sønnen Daniel, som kommer hjem med en pige. Det viser sig imidlertid at være en ældre dame – frk. Mose. Hun har taget sig af Daniel i Hillerød, hvor han er i lære. Daniel har problemer med sin eksamen på handelsskolen. Frk. Mose prøver at forklare Mads at hans søn er kunstner, og at han skal på en skole, hvor han kan lære at designe og sy tøj. Mads bliver sur, og pointerer at Daniel skal have sin handelseksamen først.
Misse Møhge og hendes madkæreste lærer Andersen vil gerne giftes. Han er interesseret i hendes penge, som blandt andet skal bruges til at oprette en fond for pensionerede tysklærere. Misse fortæller Jørgen Varnæs, at hendes formue på 300.000 kroner skal han og hans bror Hans Christian Varnæs arve. Det har tante Møhge bestemt længe før sin død.
Regitze Varnæs er på husholdningsskole i København. Hendes forstanderinde frk. Østengram kommer på uventet besøg hos familien Varnæs og fortæller, at Regitze ikke har været på skolen de sidste 14 dage, fordi hendes far var alvorligt syg. Til sine forældre havde hun skrevet, at hun ønskede at blive på husholdningsskolen i påskeferien. Ingen ved hvor hun befinder sig. Laura kan fortælle, at hun netop har set et billede af Regitze i Aftenbladet, hun er nemlig blevet kåret til Miss Vår. Regitze bliver smidt ud fra husholdningsskolen og flytter til København for at starte på et sykursus.
Konsul Holm dør, og Korsbæk Bank mister dermed deres mangeårige bestyrelsesformand. Viggo Skjold Hansen står på spring for at overtage den ledige post. Han foreslår derfor sig selv og prøver at lave en aftale med Hans Christian Varnæs om, at hans bror Jørgen Varnæs får den ledige bestyrelsespost, hvis han selv bliver formand. Hans Christian afslår tilbudet, da han tidligere har lavet uheldige aftaler for at hjælpe sin bror.
Vist på tv:
28. november 1981
21. april 1985
20. april 1990
11. april 1998
20. juni 1998
24. marts 2007
11. januar 2013
12. januar 2013
Produktionsår: 1981