Forfatter: Lise Nørgaard
Spilletid: 80 minutter

Vareknapheden og rationeringerne sætter sit præg på hverdagen i Korsbæk. Den ugentlige kødløse dag på Jernbanerestauranten tager hårdt på “Fede”, som en dag tages til nåde af Oluf Larsen, der inviterer ham hjem til middag. Lærer Andersen sender Misse Møhge ind på Jernbanerestauranten for at købe smør- og sukkermærker. Iben Skjern må ty til likør lavet af essens og hospitalssprit.

Mads Skjern er hurtig til at omstille sig til de nye tider. Daniel Skjern inspirerer sin far til at fremstille kjoler og hatte af gamle bilplaider. I Skjerns Magasin kan man også få lavet et cottoncoat af to lagner.

Under en kortaften hos familien Varnæs bliver garageanlæget i familiens baghave sprunget i luften. Lærer Andersen, konsul Holm, Jørgen og Hans Christian Varnæs bliver afhørt af tyskerne, som kort tid efter slipper dem løs, da de finder ud af, at de intet har med aktionen at gøre. Bag aktionen mod tyskernes vognpark står den lokale modstandsbevægelse, som blandt andre tæller doktor Hansen, Elisabeth Friis, Poul Kristensen og Kristen Skjern.

Oluf og Katrine Larsen får en dag besøg af to tyskere, som gerne vil købe en gris. Da den ene soldat låner lokummet, får han øje på det billede af Hitler, som grisehandleren har sømmet fast på indersiden af lokumsbrættet. Oluf Larsen bliver arresteret og får 30 dage i arresten i Korsbæk. Katrine Larsen ringer øjeblikkeligt til Kristen Skjern og orienterer ham om situation. Baron von Rydtger giver Kristen en hjælpende hånd med at hente og opbevare de våben, som modstandsbevægelsen indtil da har gemt hos Oluf og Katrine Larsen.

Oluf Larsen nyder sin tid i arresten, hvor han spiller kort med arrestforvareren og en af de andre indsatte. Tilværelsen forsødes yderligere af, at hans kone løbende forsyner både ham og ikke mindst arrestforvareren med madvarer.

Mens Elisabeth Friis er ved at pakke illegale blade, dukker Kristen Skjern pludseligt op. Han beklager sig over sit ægteskab og fortæller, at han vil skilles.

En dag da Hans Christian Varnæs møder på sit arbejde, ser han, at der på facaden er skrevet nazistiske slagord henvendt til bankens jødiske bogholder hr. Stein. Hans Christian bliver rasende og forlanger, at politiet skal holde vagt ved banken om natten.

Forberedelserne til Ellen Skjerns bryllup på Postgaarden er i fuld gang. I Agnes Jensens systue er damerne ved at sy monogrammer til sengetøjet.

Misse Møhge tager ind i Skjerns Magasin for at købe en skjorte til lærer Andersen. Da der ikke er nogen skjorter, køber hun i stedet en kåbe til sig selv. Lærer Andersen bliver sur, da han har en kåbe fra sin afdøde hustru, som han vil sælge til Misse. Hun tager derfor på visit hos Maude Varnæs, hvor hun forsøger at sælge kåben til en af de andre damer. Da hun ikke kan få den afsat, leverer hun den tilbage til Skjerns Magasin.

Da frk. Hollenberg en dag inviterer en af tyskerne fra baghaven ind i køkkenet, bliver det for meget for familien Varnæs. Hun bliver fyret med det påskud, at familien må spare på grund af tiderne. Da hun forlader pladsen, stjæler hun to lagner til en cottoncoat.

Hele byen flager på grund af Ellen Skjerns bryllup. Da Ellen af sin skolekæreste Ulrik Varnæs får en stor buket roser og en samling af kærlighedsdigte, bliver hun tænksom og ked af det.

En dag opsøger hr. Steins nabokone ham i banken for at fortælle, at tyskerne har raseret hans lejlighed og er på vej til at arrestere ham. Hr. Stein forlader banken og gemmer sig forskellige steder i Korsbæk.

Ulrik Varnæs forlader brylluppet i utide og tager et opgør med sin mor, som han beskylder for at være skyld i, at det ikke var ham, der blev gift med Ellen.

Efter mørkets frembrud tager hr. Stein hen til familien Varnæs. Maude Varnæs er alene hjemme, da hendes mand ikke er nået hjem fra et møde i København. Daniel Skjern dukker også op. Han vil kigge efter Ulrik Varnæs. Daniel hjælper med at skaffe en bil, som Maude transporterer hr. Stein i sikkerhed i. De kører ud til Oluf og Katrine Larsens hus.

Dagen efter kommer Kristen Skjern i en ambulance og sørger for, at hr. Stein får nogen penge og bliver transporteret til en båd, som kan sejle ham til Sverige.

Da Kristen Skjern kommer hjem, holder hans kone fest for sine venner. Han tager derfor over til familien Varnæs for at overbringe dem beskeden om hr. Steins vellykkede flugt. Kristen medbringer en brosche, som Maude Varnæs får af hr. Stein som tak for hjælpen.

Vist på tv:

10. januar 1981
14. april 1985
13. april 1990
4. april 1998
19. juni 1998
17. marts 2007
29. december 2012
30. december 2012

Produktionsår: 1980