Forfatter: Karen Smith
Spilletid: 73 minutter
Oluf Larsen har på sit lokum indrettet et galleri med billeder af sine politiske og religiøse modstandere. I mens han er ved at hænge det nyeste billede af Stalin op sammen med Hitler, Franco, Mussolini, Fritz Clausen og provst Mejer, dukker Herbert Schmidt pludselig op. Han har efter sin deltagelse i den spanske borgerkrig ligget på hospitalet i Frankrig.
Katrine Larsen og ikke mindst Vicki Hachel bliver meget glade for at se Herbert igen. Vicki er flyttet ind hos sin far på kasernen og er begyndt at undervise på Korsbæks Private Realskole.
Bølgerne går fortsat højt i forholdet mellem Kristen og Iben Skjern. Et skænderi ender med at Kristen forlader lejligheden, hvorefter Iben smider hans dyne ud af vinduet.
2. verdenskrig er brudt ud, og der er indført rationering på varer som sukker og benzin i Danmark. Det betyder blandt andet at Viggo Skjold Hansens investering i garageanlæg i familien Varnæs’ baghave slog fejl. Han får imidlertid den idé at bruge anlægget til heste og hestevogne.
Lærer Andersen kommer ofte på besøg hos Violet Vinter for at deltage i måltiderne. Han er også begyndt at medbringe skjorter, som skal vaskes og stryges.
Esther har længe været træt af sit arbejde som barne- og stuepige hos familien Varnæs. Så da familien Skjern søger en ny tjenestepige søger og får Esther til Lauras store forargelse jobbet. Agnes Jensen har også fået arbejde hos familien Skjern. Hun skal nemlig servere til Daniels konfirmation. Hun spørger derfor Agnes om hun vil passe hendes to drenge imens. Laura nægter, da det Agnes skal ud til “dem”, så Lauritz Jensen får tjansen.
Oberst Hachel, der på grund af sin svækkede tilstand er indlagt på Korsbæk Sygehus, følger intenst med i krigens gang. Da han en dag læser i en avis, at hans ærkefjende general Prior overtager kommandoen over de danske styrker, får han et tilbagefald.
Da Lauritz Jensen ikke kommer hjem som aftalt for at passe børnene tager Agnes Jensen ud for at lede efter ham. Efter nogen tid tager deres ældste søn Aksel også ud for at lede. Han falder i branddammen og indlægges på sygehuset, hvor han får kunstigt åndedræt. Mens Agnes og Lauritz sidder og venter på sygehuset, kommer Vicki Hachel ud og fortæller, at han er død. Agnes bliver dybt ulykkelig og beskylder Lauritz for, at han har slået deres dreng ihjel. Det viser sig imidlertid, at det er hendes far oberst Hachel, der er død.
I anledning af Daniel Skjerns konfirmation kommer Mads og Kristens indremissionske søster Anna til byen. Før middagen kommer hun op og skændes med Oluf Larsen, som ikke har meget til overs for den indremissionske provst Mejer, der i sin tid nægtede at vie Ingeborg og Holger Jørgensen, fordi Ingeborg var gravid med Ellen. Efter festen skaber faster Anna ufred ved at beskylde deltagerne for at være letsindige og syndige. Under en snak med Ingeborg dagen efter fortsætter faster Anna med at snakke om synd. Da hun beskylder Ingeborg for at opføre sig som en skøge, bliver det for meget for Daniel, som beder hende om at gå.
Faster Anna tager over til Iben og Kristen Skjern, som gør alt, hvad de kan for at slippe af med hende. Kristen bilder hende ind, at han har snue og derfor selv bliver nødt til at sove i gæstesengen. Han tilbyder derfor faster Anna et værelse på Postgaarden, men hun afslår og foreslår i stedet, at hun kan sove sammen med Iben i dobbeltsengen.
Da Esther har sagt op, er familien Varnæs endnu engang på jagt efter en ny stuepige. Frk. Hollenberg, der er uddannet barneplejerske og af god familie, får jobbet.
Efter ulykken med Aksel bestemmer Agnes Jensen sig for at tage et kursus i opmaskning. Hun vil til at arbejde derhjemme, så hun kan holde øje med drengene.
Vist på tv:
13. december 1980
17. marts 1985
16. marts 1990
7. marts 1998
15. juni 1998
27. januar 2007
8. december 2012
9. december 2012
Produktionsår: 1980