Forfatter: Lise Nørgaard.
Spilletid: 55 minutter.
Krisen kradser i Damernes Magasin, der også er oppe mod en dygtige konkurrent Mads Andersen-Skjern. Den arv, som er hr. Schwann har indskudt i forretningen, er brugt op, og der er næsten ingen varer på hylderne i Damernes Magasin. Albert Arnesens unge kone Vicki lever dog livet med sine venner og sin beundrer Aage Holmdal. Hun vender glad hjem fra en tur i København i det nyeste modetøj og med en rejsegrammofon.
Mads Andersen-Skjerns forretninger med pengeudlån og handel med pantebreve går så godt, at han må hente sin bankuddannede bror Kristen Andersen-Skjern til Korsbæk.
Byens bedre borgerskab afholder basar på Postgaarden. Doktor Hansen er basarens konferencier, oberst Hachel er auktionarius og Elisabeth Friis underholder med sit klaverspil. Ved auktionen køber fru Fernando Møhge en vase, hun selv har skænket. Maude Varnæs har skænket et maleri, hun selv har lavet. Da maleriet bliver købt for 2 kroner af Agnes Jensen kæreste tjener Boldt, bliver Maude dårlig og går hjem i seng.
Under basaren trækker Albert Arnesen sin ven bankdirektør Hans Christian Varnæs til side for at spørge ham om et midlertidigt lån. Hans Christian kan, som tiderne er, ikke låne Albert pengene, men han foreslår ham derimod at sælge sommerhuset på Fedet.
Kristen Andersen-Skjern flytter ind på Postgaarden den aften, der afholdes basar, og får ved den lejlighed øje på Elisabeth Friis.
Det går godt i Tøjhuset, hvor Mads, Ingeborg og Kristen har travlt. Mads opkøber Albert Arnesens grund på Fedet, som han har planer om at udstykke og sælge som små sommerhusgrunde.
Elisabeth Friis går til sangaften på Postgaarden for at høre en kendt operasangerinde. Hun kommer til at sidde ved siden af Kristen Andersen-Skjern, der også interesserer sig for musik. De falder i snak og får hurtigt sympati for hinanden. I pausen drikker de kaffe sammen i restauranten, og efter forestillingen følger Kristen Elisabeth hjem.
Da Elisabeth Friis en aften passer børn for Maude og Hans Christian Varnæs, der skal til gallamiddag i borgerforeningen, ringer Kristen Andersen-Skjern og inviterer hende i biografen. Laura kigger efter børnene, og Elisabeth går i Kosmorama og ser Skipper Skræk med Kristen. På vej hjem bliver de set af Møhgerne og sladderen går i Korsbæk.
Da Elisabeth Friis fortæller sin søster Maude, at hun er blevet forelsket i Kristen Skjern, bryder Maudes verden sammen, og det bliver ikke bedre af, at Elisabeth fortæller hende at de har planer om at gifte sig. Maude går i seng, og der bliver sendt bud efter doktor Hansen.
Doktor Hansen forsøger at tale Elisabeth fra sit forehavende og inviterer hende til Salzburg-koncerterne i Østrig. Men Elisabeth står ved sin beslutning og ser frem til en mere selvstændig tilværelse udenfor familien Varnæs’ fire vægge.
Hans Christian Varnæs gør også sit for at få Elisabeth Friis til at blive. Han fortæller hende til sidst, at Mads og Kristen nu også ernærer sig med pengeforretninger, der går Korsbæk Banks næse forbi.
Elisabeth Friis gør det herefter forbi med Kristen Andersen-Skjern, pakker sin kuffert og tager mod doktor Hansens tilbud om en rejse til Østrig. Doktor Hansen har imidlertid allieret sig med en anden rejsekammerat – nemlig hans gamle ven oberst Hachel.
Familien Varnæs følger Elisabeth Friis til toget og tager bagefter en tur i skoven. Da de kommer ind på Skovpavillonen, møder de Jørgen Varnæs sammen med en fremmed dame – hans smukke elskerinde Gitte Graa.
Vist på tv:
2. december 1978
6. januar 1985
5. januar 1990
20. december 1997
2. juni 1998
14. oktober 2006
22. september 2012
23. september 2012
Produktionsår: 1978