Året der gik (2007)

Efter en pause på næsten en måned henover jul og nytår genoptog DR1 den 13. januar sidste halvdel af 6. visning af Matador. Episode 13. til 24. blev sendt lørdag efter lørdag (på nær tre lørdage, hvor andre store og aktuelle tv-begivenheder overtog sendefladen) frem til den 5. maj.

70-årig multikunstner

Illustration: Erik Werner
Illustration: Erik Werner

Den 14. januar fyldte en Matadors største personligheder 70 år. Bent Mejding har siden han blev uddannet som skuespiller i slutningen af 50’erne, været vidt omkring og arbejdet med mange af fagets afkroge. Udover en lang række roller på teater, tv og film, har Bent Mejding gjort sig som instruktør, teaterchef, oversætter og forfatter. Mest kendt er han nok for sig rolle som Jørgen Varnæs i Matador. En præstation, som Morten Piil beskriver således i bogen ”Danske filmskuespillere” (Gyldendal, 2003):

Jørgen Varnæs i ”Matador” var en figur, han synes født til at fremstille. Suverænt ubesværet smyger han sig ind i rollen som affabel playboy, med aristokratisk charme og elegance – undermineret af en karaktersvaghed, som han ikke gør irriterende, men mærkeligt tiltrækkende, som en forkælet guldfugls naturlige reaktionsmønstre.

Efter en mindre succesfuld start på filmkarrieren som blond romantisk helt, fik Bent Mejding efter Matador tilbudt en række mere sammensatte og ”usympatiske” roller, som han høstede stor anerkendelse for. Hvem husker ikke Eriks dobbeltmoralske og tyranniske far i filmen ”Tro, håb og kærlighed” (1984), den neurotiske pastor Wredmann i filmen ”Italiensk for begyndere” (2000), den reserverede og gnavne kriminalreporter Vissing i tv-serien ”Edderkoppen” (2000), den sadistiske skoleinspektør Lindum Svendsen i filmen ”Drømmen” (2006) – som Bent Mejding modtog en Bodil for – og den kompromisløse overborgmester Poul Bremer i tv-serien ”Forbrydelsen” (2007).

Tv-portræt af Matadors mor

Den 17. og 24. januar sendte DR1 Per Wennicks to nuancerede dokumentarprogrammer om journalisten, forfatteren og debattøren Lise Nørgaard med titlen ”En kultiveret rappenskralde”. Programmerne portrætterede på fornem vis den debatterende, til tider skrappe, men også kultiverede dame, der i årtier har underholdt og provokeret os danskere. Udover Matador og den professionelle side af Lise Nørgaard går udsendelserne også tæt på den mere personlige Lise Nørgaard. Hendes tog tvillingedøtre, Anne og Bente, fortæller meget åbenhjertet om en meget anderledes mor, som de mere ser som en fadertype end som en prototype på en mor. De fortæller blandt andet om en mor, der er efter deres overbevisning er for ”god” til at feje sorg og bekymringer af vejen, når hun oplever modgang som død og skilsmisse i livet.

Bogholderen takker af

Den 13. februar sagde endnu en Matadorskuespiller farvel til livet. Denne gang var det Holger Vistisen, der spillede rollen som den tyndhårede bogholder Christiansen fra Omegnsbanken. Holger Vistisen er i modsætning til mange af sine kollegaer i Matador autodidakt. På trods af sin manglende skuespilleruddannelse, har han medvirket i 81 film og 6 tv-serier – alle dog i mindre biroller. På teatret har Holger Vistisen haft større roller i musicals som ”My Fair Lady”, ”West Side Story” og ikke mindst rock musicalen ”Hair” fra 1971. Han har også gjort sig bag scenen som blandt andet produktionsassistent. Holger Vistisen blev 74 år.

Pris til Lise Nørgaard

Den 14. marts fik Lise Nørgaard tildelt årets CEPOS-pris, der årligt uddeles af Center for Politiske Studier, til en person eller organisation, som gennem ord eller handling har bidraget til en styrkelse af den personlige frihed og det personlige ansvar. I motivationen for prisen hedder det: “Ligegyldigt hvad Mads Skjerns og Agnes Jensens personlige motiver måtte være, så bidrager de begge til at gøre borgerne i Korsbæk friere og rigere – både økonomisk og åndeligt”. Derudover får Lise Nørgaard prisen “for hendes indsigtsfulde beskrivelse af iværksætteriets betydning for samfundet og dets borgere”.

Matadormusical

Foto: DR/SandrewMetronome
Foto: DR/SandrewMetronome

I juni havde DR Radiounderholdningsorkestrets omdiskuterede og længe ventede Matadormusical præmiere i Operaen på Holmen. Billetterne blevet revet væk på rekordtid og i starten af november valgte man at forlænge spilleperioden med to måneder i sommeren 2008. Alt i alt blev der solgt 85.000 billetter, hvilket giver Matadormusicalen titlen, som landets mest sete indendørsforestilling – kun overgået af friluftspillene i Dyrehaven, som afholdes hver 3. år. På rollelisten til den stort opsatte musical var blandt andre Tommy Kenter, Kaya Brüel, Jens Jørn Spottag, Tammy Øst, Lotte Andersen, Lars Bom og Lars Knutzon. Oprindeligt var Sonja Richter og Flemming Enevold også at finde som bægerne kræfter på rollelisten. Førstnævnte meldte fra to måneder før premieren pga. stort arbejdspres og sidstnævnte 16 dage før pga. sygdom. Det lykkedes trods alt den hårdt prøvede musical at blive færdige til en storslået premiere søndag den 10. juni. Som et lille kuriosum bør nævnes, at der i anden sæson blev plads til en af de oprindelige Matadorskuespiller i musicalversionen, da Finn Nielsen overtog rollen som Viggo Skjold Hansen. Ironisk nok betød det, at han selv oplevede at blive meldt for værnemageri af cykelhandler Nielsen.

Nystiftet Matadorpris

Umiddelbart inden musicalpremieren blev DR’s nyindstiftede Matadorpris uddelt. Prisen gives hvert år til en yngre dramatiker eller et dramatikerpar, som anerkendes for evnen til at skabe folkelig dramatik igennem et program eller en serie. Den første vinder af prisen blev hovedforfatteren bag DR1’s populære dramaserie ”Forbrydelsen”, Søren Sveistrup, der udover æren fik en check på 75.000 kroner.

90-års fødselsdag

Omkring 3 måneder efter den russiske revolutions udbryd i 1917 blev Elise Tønder Nielsen født i Roskilde.  Den 14. juni 2008 kunne samme person – nu med fornavnet Lise og efternavnet Nørgaard – fejre sin 90-årsfødselsdag. Udover at 2007 bød på en rund fødselsdag, er det lykkede os at grave en række Nørgaard-jubilæer, som passende kunne fejres ved samme lejlighed.

For 40 år siden (1967) startede den meget populære radiohistorie Karlsens Kvarter, som Lise Nørgaard var en af hovedkræfterne bag.

For 30 år siden (1977) tog Erik Balling option på Lise Nørgaards historie om livet i Korsbæk og solgte den til Danmarks Radio.

For 25 år siden (1982) modtog Lise Nørgaard den eftertragtede Publicisterpris, der gives for en markant indsats i den danske medieverden .

For 10 år (1997) udgave Lise Nørgaard ”De sendte en dame”, som var andet og sidste bind af sine erindringer.

I forbindelse med Lise Nørgaard runde fødselsdag i juni blev dokumentaren ”En kultiveret rappenskralde” udgivet på dvd (4. juni) og genudsendt på tv (første del 11. og anden del 14. juni).

Endelig Finland

I 2007 kunne Finland, som de sidste skandinaver, føjes til listen over lande, som der har købt tv-serien Matador. Serien blev sikret i december 2006 af den svenske afdeling af den finske public service-station YLE, som valgte at sende serien på torsdage fra den 9. august i bedste sendetid (umiddelbart efter 20-nyhederne) og med genudsendelse hver lørdag kl. 19.00.

Brikkerne

I rækken af udgivelser til det sultne Matador-publikum, lavede DR i samarbejde med spilproducenten Tactic et puslespil til julehandlen 2007. Puslespillet består af 1.000 brikker, der skal samles til ni af Arne Ungermanns populære Matador-vignetter, som indleder og afslutter seriens 24. episoder. Puslespillet måler i samlet tilstand 68 x 48 cm.