Året der gik (2005)

2005 blev endnu et stort Matador-år med flere runde fødselsdage, nye udgivelser og et astronomisk flot salg af Matador-dvd’erne. Året vil desværre nok gå over i Matador-historiebogen som det år, hvor et rekordhøjt antal dødsfald ramte ’Matador-familien’.

Velædighed

Den 8. januar blev Maude Varnæs’ todelte aftenskjole fra 4. episode (Skyggetanten) solgt på auktion ved indsamlingen ’Støt Asien’ til fordel for ofrene for flodbølgen i sydøstasien i juledagene 2004. Sættet der var designet af Matadors svenske kostumér Ulla Britt Söderlund bestod af en silkenederdel med matchende top uden ærmer og et par lange handsker. Hele herligheden var fra start vurderet til 8.000 kroner, men blev solgt for den nette sum af 210.000 kroner.

Fødselsdage

Rækken af runde fødselsdage blev indledt af en af dansk films og Matadors største profiler Ghita Nørby, der den 11. januar rundede sit 7. skarpe hjørne.Dagen efter kunne kollegaen og veninden Bodil Udsen fejre sin 80 års fødselsdag. Selvom Bodil Udsen kun var med i to af Matador-seriens sidste episoder, har hendes præstation som den landlige og madglade murermesterfrue alligevel printet sig ind på vore alles nethinder. De to fantastiske skuespillerinder har i tidernes løb spillet mange roller sammen på tv, film og teater. De kunne senest opleves sammen i Peter Langbergs opsætning af Molieres Misantropen på Betty Nansen Teatret.Den 15. september var det Helle Virkners tur til at runde de 80 år. Helle Virkners overbevisende præstation som Elisabeth Friis i Matador, har i Matadoronlines Kvikpolls sikret hende en flot første plads i kategorien ’mest sympatiske karakter’ og en delt anden plads i kategorien ’bedste skuespillerpræstation’.

Dødsfald

Den 2. februar takker skuespilleren Birgitte Federspiel af efter 79 år. Hun slog for alvor igennem i rollen som Inger i Carl Th. Dreyers film ’Ordet’ fra 1955. I 1987 oplevede hun at vinde en Oscar for sin medvirken i Gabriel Axels film ’Babettes gæstebud’. Men som Matadorelsker husker man nok bedst Birgitte Federspiel i rollen som den elegante baronesse von Rydtger.

Den 13. juli dør Axel Støbye i en alder af 77 år. Axel Strøbye nåede at medvirke i over 85 film og huskes i den forbindelse nok bedst for fremtrædende roller i filmene om ’Olsen-banden’, ’Min søsters børn’ og ’Familien Gyldenkål’. Selvom Axel Strøbye ’kun’ medvirkede i 13 af Matadors 24 episoder, formåede han med Viggo Skjold Hansen at skabe en af seriens mest markante karakterer.

Lidt mere end fire måneder (20. november) senere dør fru Skjold Hansen alias Birthe Backhausen i en alder af 78 år. Birthe Backhausen opnåede uden tvivl karrieres største popularitet som den glade og godmodige Musse i Matador.
Den 12. november døde Esben Petersen, som spillede rollen som Sofus Betjent – lovens forlængede arm i Korsbæk. Esben Petersen blev 88 år gammel.

Foto: SandrewMetronome
Foto: SandrewMetronome

Den 19. november 2005 – 10 dage før sin 81 års fødselsdagen – takkede Matadors instruktør og far af efter et fantastisk liv i filmens tjeneste. Erik Balling var manden bag danmarkshistoriens største tv- og filmsucceser og var i over 50 år en garant for kvalitet og folkelighed.

Udgivelser

Den 3. oktober så det andet spil i række om tv-serien Matador dagens lys. Spillet fik navnet ’Matador. Et spørgsmålsspil om Korsbæk’ og var lige som sin forgænger ’Korsbækspillet’ bygget op omkring en lang række spørgsmål om Matadors handling, skuespiller og historie. Som noget nyt bestod spillet af en juniorspørgsmål, som gjorde det muligt at spille med børn fra 8 år uden kendskab til serien.Den 17. november udkom bogen ’Lise Nørgaard – et portræt’. Bogen er skrevet af politikeren Søren Pind, der gennem en række samtaler med Matadors mor, vender emner som børneopdragelse, kønsrollemønstre, kongehuset, dannelse, journalistik og heldigvis også tv-serien Matador.Igen i år regnede det ned med platin over Matador. Den 29. september rundede salget af 850.000 dvd-skiver, hvilket udløser 10-dobbelt platin. I forbindelse med det efterfølgende julesalg rundede salget den magiske million.

Indvielser

Den 18. september åbnede Matador egen netbutik på hjemmesideadressen www.matadorbutikken.dk. I butikken kan man købe dvd’ere, bøger, spil m.m. med relation til tv-serien.

Foto: Janus Madsen
Foto: Janus Madsen

Den 25. oktober 2005 hædrede Odense byens berømte bysbarn Ove Sprogøe ved at opsætte en mindeplade og opkalde en plads efter ham. Ove Sprogøe boede kun ti år i Odense, men han glemte aldrig sine fynske aner og dialekt, som han blandt andet gjorde brug af som doktor Hansen i tv-serien Matador.