Marchmusik på Amalienborg

Hej Matadoronline

I 16. afsnit spiller Livgarden op på Amalienborg slotsplads. Jeg er overbevist om, at det musikstykke, der bliver spillet er Dronning Ingrids Honnørmarch. Marchen var vel næppe skrevet i 1940 – hvor handlingen udspiller sig – da Frederik IX og Dronning Ingrid først blev regentpar i 1947?

Peter Westerdahl

Kære Peter

Det er, som du skriver, helt rigtigt at Livgarden i 16. episode ‘Lauras store dag’ (1940) spiller og marcherer til Dronning Ingrids honnørmarch. Marchen er mærkeligt nok – titlen taget i betragtning – skrevet flere år før Ingrid blev dronning. Den blev nemlig skrevet i 1935 i anledningen af kronprins Frederiks og prinsesse Ingrids bryllup.

Marchen er skrevet af Kai Verner Nielsen (1899-1961), som i en årrække var Livgardens musikdirigent og komponist. Den mest kendte af K. V. Nielsens marcher er nok Kong Frederik IX honnørmarch fra 1947.

Som et lille kuriosum til scenen fra Amalienborg Slotsplads kan nævnes, at et vagtkompagni brugte et par måneder på at indøve en gammel eksercits med strækmarch, som blev brugt før krigen.

Venlig hilsen Janus Madsen