Efter at have skrevet om Matadors 26 eksteriører er tiden nu kommet til at gå indenfor for at kigge nærmere på nogle af seriens 47 interiører. Dekorationerne blev stort set alle sammen bygget op i Nordisk Films studier i Valby, hvor kulissebyen til Korsbæk jo som bekendt også befandt sig.
Holdet bag udarbejdelsen af de mange fantastiske og tidsrigtige dekorationer bestod af scenografen Henning Bahs, chefrekvisitør Magnus Magnusson, 6 skiftende scenerekvisitører og et væld af håndværkere. ‘Hovedarkitekten’ bag dekorationerne Henning Bahs havde, da optagelserne af Matador begyndte i 1978, allerede lavet et hav af film- og tv-produktioner sammen med instruktøren Erik Balling. Med mere end 20 års samarbejdserfaring i bagagen gik Bahs i gang med at bygge de dekorationer, som Balling efterfølgende skulle arbejde og filme i.
Balling beskrev samarbejdet med Bahs og resultaterne deraf således:
‘…vi talte meget indforstået med hinanden og havde let ved at følge hinandens ideer og intentioner. De mange års erfaringer havde lært Bahs at bygge dekorationer, der var til at tage film i og ikke til at bo i. …Sammen med sin stab af håndværkere rejste Bahs en stribe dejlige dekorationer til Matador. Jeg mindes ikke en eneste mislykket, men blandt mine favoritter er nok den atmosfærefyldte restaurant i Jernbanehotellet og Varnæs-komplekset med den store spisestues grønne glasrude ud til domestikafdelingen.’ Historien om Matador (Danmarks Radios Forlag, 1989)Vi vil nu kigge nærmere på nogle af de mest vellykkede og mest anvendte dekorationer i seriens 24 episoder.
Varnæs’ lejlighed
Dekorationen var seriens mest filmede og bestod af fire rum – hallen, herreværelset, dagligstuen og spisestuen. I sidstnævnte udspillede de fleste af scenerne i familien Varnæs’ liv sig og fra det centralt beliggende rum, var der et godt indsyn til hjemmets andre dele.
Den faste dekoration til spisestuen var udbygget med løse vægge, som kunne stilles op, når der var store sammenkomster i hjemmet, og der skulle filmes hele vejen rundt om spisebordet
Varnæs’ køkken
Det varnæske køkken var en af seriens mest centrale dekorationer. Henning Bahs beskriver selv dekorationen således:’…Som arbejdsplads for kokkepigen Laura skulle dekorationen fungere rent praktisk med komfur, vand og afløb, arbejdsborde med folkestue, fadebur og pigekamre. For at understrege at vi her er down-stairs, er dekorationen udstyret med lave, højtsiddende vinduer, en lang trappe op til herskabet ovenpå, og en rampe udvendig under vinduerne, så en forbipasserende trafikant blev løftet så højt, at illusionen af kælder blev forstærket.’ En lille bog om scenografi. Tegninger til Matador 1997-81 (Forlaget MØNGE, 2002)Køkkenet i familien Varnæs’ kælder adskiller sig fra mange af de øvrige dekorationer ved stort set ikke at ændre sig i løbet af serien – lige som tilfældet var med dekorationens gennemgående person Laura.
Jernbanerestauranten
Det folkelige Jernbane Hotel danner rammen om en af seriens mest stemningsfyldte dekorationer. Stedet for byens jævne folk forblev stort set uændret det meste af serien, men da den skrappe Ada efter krigen fik en fod indenfor, blev foretagendet moderniseret og omdøbt til Rosenhaven.
Jernbanerestauranten var opdelt i to primære afdelinger: En ‘beværtning’ hvor Oluf Larsen, Lauritz Jensen og ‘Fede’ holdt til omkring stambordet, og en lidt finere afdeling, hvor publikum kunne nyde dagens ret med hvide duge og servietter på bordene.
Korsbæk Bank
Den gamle familieejede Korsbæk Bank er en væsentlig brik i Matador og tegningen af tidens gamle forretninger.
Bahs beskriver dekorationen således: ‘…Rummene var gjort af de tryghedsskabende materialer, som altid har været karakteristiske i bankverdenens interiører: marmor, mahogni og messing. Den gamle Handelsbank i København … tjente som model, for intet sted mødte man en så arrogant sikkerhed og soliditet. Det var ikke så svært at opnå denne effekt. Dygtige malere kunne få finér til at se ud som massivt mahogni og gøre kanneleret marmor ud af billige tagplader.’ En lille bog om scenografi. Tegninger til Matador 1997-81 (Forlaget MØNGE, 2002)Postgaarden
Denne dekoration var seriens største og bestod af tre dele: teatersalen, foyer med garderobe og trappe til hotelværelserne og restauranten. Teatersalen og foyererne blev i de første episoder optaget i Odd Fellow Palæet i København, men da stedet var besværligt at filme i, og da man var afhængig af, at det under optagelserne var ledigt, besluttede man at bygge en dekoration til formålet.
Dekorationen til restauranten var meget simpel og bestod kun af to faste vægge og tolv løse elementer. Det var en nødvendighed, da studiepladsen var trang, og nogle af dekorationerne derfor skulle være nemme at sætte op og tage ned.
Lauritz’ og Agnes’ lejlighed
Dekorationen af arbejderhjemmet ved Branddammen bestod af tre små rum – stue, køkken og soveværelse, hvoraf den første var den klart mest brugte.
Bahs fortæller: ‘…Det mest interessante ved den dekoration er det faktum, at da vi skulle lave bryllupsscenerne, og gøre plads til alle gæsterne, blev vi nødt til at sætte ekstra elementer i væggene for at gøre dekorationen større til denne sekvens … Da Agnes skulle udvide sin virksomhed ved at inddrage naboens lejlighed, blev den bygget til i en spejlvendt kopi af Rødes lejlighed.’ En lille bog om scenografi. Tegninger til Matador 1997-81 (Forlaget MØNGE, 2002)Dekorationen blev i samarbejde med Nordisk Film rekonstrueret og udstillet på Arbejdermuseet i 1985.
Skjerns villa
Dekorationen til Skjerns ‘chateau’ ved fjorden beskriver Bahs på følgende måde:’…De to vigtigste rum var Skjerns kontor med hans skrivebord samt den store, tilstødende opholdsstue, hvor Fru Skjern havde sit lille arbejdsbord. Bordene var placeret således, at personerne, i hvert sit rum og set gennem den dobbelte skydedør, kunne sidde overfor hinanden i et ‘two-shot’ med ansigterne i modsat profil og med en afstand, som var med til at markere udviklingen i deres samliv. Denne mentale afstand blev yderligere understreget af de to skydedøre, som var bygget ind i væggen mellem de to rum, og som Mads Skjern lukkede, når der skulle foregå noget, som fruen skulle holdes uden for.’ En lille bog om scenografi. Tegninger til Matador 1997-81 (Forlaget MØNGE, 2002)Andre dekorationer
Sådan kunne man blive ved med at fortælle om Matadors fantastiske dekorationer – eksempelvis Damernes Magasin/Omegnsbanken, Kristens/Arnesens lejlighed, Tøjhuset/Skjerns Magasin, Violets stue, Skjerns lejlighed oven på forretningen i Algade og Elisabeths lejlighed. Læs og se mere om disse dekorationer i bogen ‘En lille bog om scenografi’. Tegninger til Matador 1997-81 skrevet og tegnet af Henning Bahs. Bogen kan bestilles hos Forlaget MØNGE på tlf. 48 79 60 13 eller e-mail bentzon@image.dk.
I næste afsnit af Korsbæk-sagaen, kan du læse mere om alle de tidstypiske møbler og rekvisitter, som seriens dygtige rekvisitører havde støvet op og sammensat.