Matador og typografien

Denne artikel er skrevet af grafisk designer Malene Hald og blev bragt første gang på hendes blog.

Jeg elsker Matador. Det er en helt fantastisk serie, og kostumer og kulisser er uden sidestykke indenfor dansk drama. Chefrekvisitør Magnus Magnusson gjorde et kæmpe stykke arbejde med at skaffe de mange tidstypiske genstande vi ser på skærmen. Det er nemlig helt med vilje, at Kresten Skjern indretter sig i funkis-stil og at Elisabeth har et helt andet testel end sin søster Maude.

Så jeg tager hatten af, for Matadors detaljerigdom, og den omtanke folkene bag har lagt i den. For de har tænkt på alt – næsten.

Det er rent gætværk, men jeg er ret sikker på, at de dygtige filmfolk overså en enkelt detalje da de byggede Korsbæk: Typografien. Midt i min begejstring over at gense serien for første gang i 20 år, røg mit ene øjenbryn undrende i vejret. Typografien halter ret mange steder! Alt andet er så gennemført, så det er underligt, at de ikke har researchet typografien. Men det giver mig en undskyldning for at nørde igennem.

Når jeg om lidt begynder at diskutere de typografiske detaljer i Matadors første tre afsnit ned i detaljer så små, at de kun kan ses med lup, er det altså ikke fordi jeg vil finde fejl. Jeg elsker bare at nørde typografi (selvom det er en folkesport at finde fejl i Matador).

Intro i Matador er med 70’ernes Comic Sans

Når den kendte lyd af klaverets toner blidt ledsager Arne Ungermanns fine tegninger, er det med typografi sat med skriften Souvenir.

Souvenir er tegnet i 1914 af amerikanske Morris Fuller Benton, og er meget inspireret af art nouveau, som fandt sin inspiration i naturen. Både Arnesens butik og lejlighed er indrettet i art nouveau, tunge møbler med detaljer og snirkel-snørkler.

Art nouveau var in fra ca. 1890-1910, så stilen har været gammeldags i 1929. I 20-30’erne sværgede alle firstmoverne til art deco, hvilket ses på Vicki Arnesens tøj og ikke mindst hendes The Great Gatsby-venner i flapper-kjoler. At vise kontrasten mellem den gamle Arnesen og hans unge kone, ved at lade dem repræsentere hver sin stil, er en fin detalje.

Vi vender tilbage til Arnesens butik senere – vi kom fra Souvenir. For det er ikke sikkert, at valget af skrift er så bevidst endda. I 1970 opdaterede designeren Ed Bengiuat den, og den blev frygtelig populær i 1970’erne. Den blev brugt alle vegne, på pladeomslag, bøger, skilte – alle steder. Den blev brugt så meget, at det blev for meget. Få designere har brugt den siden, og hvis man gør, så giver det automatisk noget 70’er stemning.

I dag er Souvenir en udskældt skrift, der af mange betragtes som kikset og næsten ligeså slem som Comic Sans. Der er altså en vis sandsynlighed for, at Matador-holdet har valgt Souvenir, fordi skriften var alle steder i 1978, hvor serien er fra.

Velkommen til Korsbæk

En af de vigtigste steder i Matador er stationen, som blandt andet bringer Mads Skjern til byen. Som i alle andre byer prydes stationsbygningen af et byskilt. Min første tanke var, at det ser håndmalet ud. Se fx o’ets varierende stregtykkelse. Men  skilte som dette er fremstillet maskinelt, også i 1929.

Derfor kunne en skiltemaler nu godt have håndmalet det så det ikke så håndmalet ud – den person der har lavet det her, er bare ikke så skrap.

Men en ting er det håndmalede look. Skrifttypen er nemlig ikke den skrift DSBs skilte brugte i hverken 20’erne eller 70’erne og bogstaverne står for tæt . På vejskilte er det godt med generøs luft mellem bogstaverne, fordi det gør, at man nemmere kan læse dem på afstand.

Jeg kan ikke umiddelbart finde ud af hvilken skrift det faktisk er, men stilmæssigt hører den ikke hjemme i 20’erne. I 1929 burde skiltet faktisk have set helt anderledes ud. Det kunne meget vel have lignet dette skilt fra Hvalsø.

Men det er også underligt at skiltet ikke ligner stationsskilte fra 70’erne. Det ville trods alt give mening. Lidt hurtig Google-research, og straks hittede jeg en side lavet af tognørder. Tognørder er nogle fremragende nørder, for de er detaljeorienterede udover det usædvanlige.

Og nu bliver det altså langhåret.

I 1932 fik Danmark et regelsæt for hvordan stationsskilte skulle se ud. Hvide med røde bogstaver og en rød kant – som skiltet faktisk har. Men teksten skulle stå i versaler og sættes med en dansk variant af skriften Johnston som blev designet i 1913 til de engelske statsbaner.

Men Korsbæk-skiltet er ikke sat med hverken versaler eller Johnston – men designet ligner. Det giver jo næppe mening, at Korsbæk havde et stationsskilt der næsten ligner noget der følger et reglement der endnu ikke er vedtaget …

Hvis nu Korsbæk alligevel havde været på forkant, så skulle skiltet jo så stå med versaler, altså store bogstaver, og der skulle være mere mellemrum mellem bogstaverne. Som her. Det var først langt senere at man begyndte at skrive stationsnavne med små og store bogstaver – men stadig med større mellemrum mellem bogstaverne.

Så alt andet lige er stationsskiltet skrupforkert på flere planer. Jeg vil gætte på, at man har kigget på skilte der har hængt på stationer i 70’erne hvor serien blev optaget, og ingen har skænket en tanke, at de ikke så sådan ud 40 år før.

Maleren har så heller ikke være nok skriftkender til at bemærke, at afstanden mellem bogstaverne skulle være større, selvom det var almindeligt i 70’erne og at det skulle være en bestemt skrifttype.

En sjov detalje er, at Korsbæk på Bakken bruger det samme skilt – dog med en digital skrift.

Skiltemaleren Fede og Mads Skjerns fjollede logo

Fra stationen vandrer vi ned af Algade. Her bor bankdirektør Varnæs lige overfor Sadelmagerens hus. Facadeskiltet her er håndmalet i en skrift der er absolut tidstypisk. Dejligt!

Men så køber Mads Skjern huset og åbner sin butik, Tøjhuset.

Meget kan man sige om logoet, og det vil jeg også gøre, men Tøjhuset har faktisk en visuel identitet. Deres logo går igen i avisannoncer, på æsker og på facaden. Gennemført!

Men det logo, ikke? Jeg er med på, at Mads Skjerns butik grundlæggende er 1930’ernes Tøj og Sko, der bringer stangtøj ud til folket. Men selvom Skjern ved, hvilket tøj hans kunder drømmer om, så har han ikke en dyt flair for logoer. Tøjhusets logo er sat med en skrift, som der ikke kan siges ret meget pænt om. Den er en fjollet, håndtegnet fætter med små krøller. Den  ligner noget man bruger til indbydelser til børnefødselsdage med pirat-tema. Selv Tøj og Sko var mere classy og har en ret bankagtig skrift med en konservativ blå baggrund. Meeen, tanken er jo nok, at logoet skal være helt anderledes end Arnesens fine butik – og det lykkedes da.

Damernes ret sjuskede magasin

Og som lovet tilbage til Arnesen og Damernes Magasin. Det er byens fiiineste manufakturhandler der bryster sig af nyeste mode fra Paris – men skriften på facaden er malet med vidt forskellige skrifter. Nogle af dem giver stilmæssigt god mening, fx skriveskriften på skiltene ved døren og til dels også den på det store facadeskilt, mens andre er mere kluntede.

(Bemærk, skiltemaleren herunder er ikke Fede – han har et meget nydeligt overskæg! I hånden har han en målestav, et skiltemalerværktøj, så ham her er nok en rigtig skiltemaler.)

Men ligesom den mørnede markise, går det helt galt med skriften på væggen vinduet som er ret sjusket. Stilmæssigt er den ret kluntet i forhold til de mere elegante skrifter der ellers bruges på facaden, men det er næsten værre, at den er klodset malet. Bogstaverne er vinde og skæve og stregtykkelserne sejler rundt. Især det store M er ikke særlig kønt.

Men hov, vent! Vi kender jo maleren, det er den godmodige Fede! Det giver faktisk mening, hvis Tøjhusets klovne-logo og Arnesens klumpede bogstaver ser sådan ud, fordi det er Fede der har malet dem. Han er en sød fyr, men han virker ikke som om han er den bedste skiltemaler verden har set.

Arnesens fald fra tinderne var dog nok sket uanset hvor god en typografi han havde haft på sine vinduer, ligesom Mads Skjern var blevet bykonge uanset hvordan hans logo så ud.

De Konservative er virkelig forud for deres tid

Korsbæks samlingssted er den fine Postgaard. Da Jørgen Varnæs stiller op som konservativ folketingskandidat, er det selvfølgelig her, han holder sit vælgermøde.

Og man må give Jørgen, han er forud for sin tid, dengang i 1930. På plakaten for hans vælgermøde finder vi nemlig all-star skrifttypen Helvetica som først blev designet i 1957.

Ups.

Resten af plakaten er sat med en ukendt sans-serif skrift som ikke er Helvetica, men som muligvis er et gnubbeark fra Letraset (ikke min viden men Erik Fischers i en vældig interessant diskussion om plakaten på Facebook.)

Det siger sig selv, at man ikke havde gnubbeark i 1930’erne (et gnubbeark er nøjagtig som de klistermærker der fulgte med Anders And & Co engang. Klistermærker der kunne gnubbes på papiret). En plakat som denne var fremstillet med bly- og trætyper og ville slet ikke se sådan her ud.

En anden, og mindst ligeså væsentlig detalje er, at man før 1948 skrev alle navneord med stort. Det har regissøren bag plakaten også lykkeligt glemt, (Tak til Anne-Marie Bertelsen for den detalje).

Postgaardens logo er dog ganske nydeligt og tidstypisk – den ros skal de have.

Når det så er sagt … Matador styrer

Jeg tror ikke, at man gik så meget op i skrifter dengang i 70’erne. Design var endnu ikke blevet til branding, som det er i dag, og fagfolkene har ikke nødvendigvis haft den viden om skrifthistorie og tidsaldre som vi har i dag.

Men det ændrer ikke ved at Matador er fantastisk, og det er den uanset mærkelige logoer og kluntet skilteskrift.

Hvis du er fan af typografi, eller bare godt kan lide gamle skrifttyper, så følg mig på Instagram. Her dyrker jeg gamle bogomslag og ældre, dansk typografi. Nørd for fuld skrue.

Share