Der er kommet en række nomineringer ind i vores konkurrence om, hvem der skal være Danmarks Matadorby nr. 1. Vi lukker konkurrencen om nomineringerne på næste søndag den 11. juni, så du kan stadig nå at komme med dit bud.
I får lige et lille uddrag af de foreløbige nomineringer:
Faxe
Tanja Karina Zacho skriver: ”Faxe vi har vores helt egen Mads Skjern “vores egen tøjmand ” den lokale bank, en lille by hvor alle kender hinanden og ikke mindst så ligger feddet jo nærmest i baghaven. Postgården er idag i brug til rødekors og stationen og toget ligger et stenkast fra byen. Faxe er stadig en god lille handelsby hvor byens folk handler og støtter op om byens gøremål.”
Køge
Marie Stærke, som i øvrigt er borgmesterkandidat i Køge, skriver: ”Køge er 100% Matador. Ikke nok med, at det allerførste billede, der overhovedet vises i TV-serien Matador er af Køge kirke, så er indtil flere locations i serien optaget i Køge. Derudover er Køge på godt og ondt indbegrebet af Korsbæk; det tætte og det nære hvor alle ved alt om hinanden og hvor sladderen til tider kan tage overhånd og hvor intrigerne kan gå generationer og årtier tilbage, men hvor stoltheden over hvor man kommer fra er stor og hvortil man ofte vender tilbage. Køge ER bare Matador!”
Nyborg
Kenneth Muhs, som er Nyborgs borgmester, skriver: ” Nyborg. Her blev både Erik Balling, Holger Juul Hansen (Hans Christian Varnæs) og Helge Kjærulf Schmidt (Lærer Andersen) født. Erik Balling og Holger Juul Hansen blev i øvrigt begge født i 1924. Samtidigt så var det sådan at Erik Ballings far, Ejner Balling, der var præst i Nyborg, døbte Holger Juul Hansen. Erik Balling skriver i sine erindringer “Som barn var jeg voldsomt hidsig” at han og Lise Nørgaard arbejde tæt sammen om at skabe figurerne til Matador (…) man kan på den gode måde sagtens forestille sig livet i byen og bygningerne anno 1920-1940’erne. Derfor er Nyborg oplagt som Danmarks Matadorby nr. 1.”
Præstø
Kenneth Westergaard skriver: ”Præstø: pga. fjorden, Feddet, Nysø slot (Brydesø), Tubæk (Korsbækken), Togforbindelse til Næstved, Ligger tæt ved Vordingborg, der var kun én bank, én manufaktur-handel, og én kirke. Frederiksminde hotel (Postgården). Adelgade (Algade). Elnasminde fjordkro (Skovpavillonen).”
Ribe
Ribe som Danmarks ældste by, med gamle historiske bygninger, smalle brostensbelagte gader, den gamle station, postgaard mm, må den bestemt være kandidat til “Korsbæk “.
Roskilde
Kim Nielsen skriver: ” Der findes kun en Matadorby “Korsbæk” og det er Roskilde, forfatteren er fra Roskilde, Roskilde har et anlæg, div hoteller, butikkerne passer, de gamle Roskilde familier var der, der hvor de badede, og børnene blev syge, og når man lige skimter et kort, er det Roskilde fjord, med Korsbæk. og så vil jeg meget gerne ind og spise i Korsbæk på Bakken.”