Som stor ‘Matador’-fan har jeg ofte spurgt mig selv, hvor Lise Nørgaard mon har hentet inspiration til at lave en så fantastisk tv-serie. Der findes sikkert ikke noget entydigt svar på det spørgsmål, men jeg vil her forsøge mig med et par mulige bud.
Falske beskyldninger
Flere personer har i tidernes løb beskyldt Lise Nørgaard for at have lånt noget fra netop deres livshistorie. Lise Nørgaard har modtaget en del breve fra folk, som gerne ville vide, hvornår hun havde opholdt sig i netop deres provinsby, siden beskrivelserne passede så godt på de mennesker, som de kendte fra deres barndom. Hun fortæller blandt andet således om en kvinde fra Fyn i bogen ‘Historien om Matador’:
Langt værre var det med en ligeså vedholdende som bindegal kvinde, der lige siden første udsendelse af serien og lige til nu har hærget Danmarks Radio, tilskrevet mig injurierende breve og sprunget rundt på bladredaktioner og et betragteligt antal advokatkontorer for at få formidlet et krav om såvel æren som honoraret for Matador, som hun mente stjålet fra hendes dagbøger i den fynske provins. Et af belæggene for påstanden er, at hun havde tjent i huset hos en manufakturhandler i Svendborg og betragtede sig selv som historiens Agnes.
Dette grove men ikke enestående tilfælde er endnu et godt bevis på, at ‘Matador’ er så godt og levende fortalt, at mange mennesker har følt sig personligt berørt og involveret. På trods af den meget tidstypiske fortælling bør det her slåes helt fast, at seriens personer og steder alle er fiktive og opfostret i hovedet på Lise Nørgaard.
Barndommen i Roskilde
Selvom personerne og hændelserne er fiktive, kan de sagtens være skabt ud fra oplevelser fra den virkelige verden. Lise Nørgaard har ved forskellige lejligheder selv fortalt, at hun har hentet inspiration til ‘Matador’ fra sin barndom i Roskilde i 30’erne og 40’erne.
Oluf Larsens og Kviks ‘tysker’-trick er eksempelvis hentet fra Lise Nørgaards barndom. Hun skriver således i bogen ‘Historien om Matador’:
Ophavsretten til denne hundekunst har min for længst afdøde morfar. Han var en af sønderjyderne, der flygtede over grænsen for at undgå at springe tysk soldat, og hans nationale følelse, der var uden ende, blev indpodet i alle de hunde, han ejede gennem et langt liv.
Provst Mejer er delvist inspireret af hendes barndoms- og ungdomsprovst i Roskilde – Skovgaard-Petersen. Han udgav ligesom provst Mejer kedelige bøger om sine valfarter. De to personer havde også det til fælles, at de signerede de eksemplarer, der blev brugt til konfirmationsgaver, så de ikke kunne byttes.
Hvis man læser Lise Nørgaards erindringer eller ser filmen ‘Kun en pige’ vil man kunne finde endnu flere lighedspunkter. Eksempelvis er Lise Nørgaard vokset op i et overklassehjem, som på mange måder minder om familien Varnæs’. Hendes mor var sart lige som Maude – dog langt fra i samme grad – og hun havde en moster, som på mange måder minder om Elisabeth Friis. Lise Nørgaard har ved forskellige lejligheder givet selv udtrykt for, at Regitze Vanæs er den person i Matador, som hun havde mest tilfælles med. Udover ovenstående ting har de eksempelvis begge prøvet at stikke af fra en husholdningsskole.
Volmer – portræt af en samfundsstøtte
Blandt Lise Nørgaards egne værker, kan man finde en hel del direkte links til ‘Matador’. De største ligheder og sammenfald findes i hendes humoristiske roman ‘Volmer – portræt af en samfundsstøtte’ fra 1970. ‘Volmer’ og ‘Matador’ udspiller sig begge primært i et småborgerligt miljø i en dansk provinsby i 30’erne og derudover har de to værker en del personer og steder tilfælles. Eksempelvis stifter man i begge historier bekendtskab med personerne frk. Fernando Møghe (4. generation af korn- og foderstoffirmaet), provst Mejer, fru Friis, tante Elisabeth, Ingeborg, fru provianteringshandler Mortensen og musikdirektør Rud – det skal dog lige nævnes, at personerne stort set ikke har andet end deres navne tilfælles. Derudover kan nævnes ‘institutioner’ som frk. Østengrams husholdningsskole og Mikkelsens Private Skole (som godt nok er en drengeskole i ‘Volmer’). Handlingen i de to historier udspiller sig også på visse enslydende steder som eksempelvis Hotel Postgården, Brydes og ved Branddammen.
Til sidst bør også nævnes, at jeg-fortælleren i ‘Volmer’ har en moster Agathe, som har mange lighedspunkter med Elisabeth Friis og at bogen også har en manufakturhandler, som dog bærer navnet Solgaard.
‘Volmer’ er en bog, som varmt kan anbefales. Den er sjov, velskrevet og så har den som beskrevet en del lighedspunkter med ‘Matador’.
Læs om flere mulige inspirationskilder i næste del af artiklen, som kommer her på hjemmesiden inden længe.