Matador ud af skabet

“Man kan ikke beskrive en by på størrelse med Korsbæk uden at have dét aspekt fremme.” Panbladet har mødt forfatteren Lise Nørgaard bag tv-serien ‘Matador’, som bragte homoerne ind i danskernes dagligstue.

“Homoseksuelle er jo ikke anderledes end alle andre mennesker,” slår Lise Nørgaard fast, allerede inden vi har sat os tilrette ved det lille, runde bord ved vinduet med panoramaudsigt over Øresund. “De vil også gerne høre om gamle dage.”

Den 89-årige forfatter har inviteret Panbladet indenfor i sit hjem i Skodsborg til et glas campari og en snak om gamle dage i den lille provinsby Korsbæk og dens beboere, der er blevet som en ekstra familie for mange danskere.

Fra bog til tv-serie

opslag-hverdagshistorier
Opslag fra Peters Sloth og Lise Nørgaards bog: “Matador – hverdagshistorie 1929-1947” (foto: Hanne Bielefeld)

“Matador skulle egentligt have været to bøger om en gammel familie og om en ny, som kommer og rusker op i Korsbæk. De står på hver side af gaden, indtil de bliver nødt til at bøje sig mod hinanden, af den grund, der altid får folk til at bøje sig – pengene,” begynder Lise Nørgaard og tænder en cerut.

“Så var det, de spurgte ude på Nordisk Film, om jeg ikke hellere ville lave en tv-serie. Jeg tænkte over det i et par dage, og så sagde jeg ja. Og det har jeg ikke fortrudt.”

Hele seriens omfattende persongalleri var på plads på forhånd, inden hun begyndte at diskutere historien med instruktøren, Erik Balling.

“Det var det, der fascinerede ham. At jeg kom rundt om så mange emner.”

De eksporterede sønner

Daniel Skjern er en af de første personer, vi møder i ‘Matador’. En dag i 1929 ankommer han som lille dreng til Korsbæk sammen med sin hans far, Mads, som er omrejsende handelsmand.

“Man begynder jo at ane det med Daniel på et meget tidligt tidspunkt. Hans papmor, Ingeborg, er godt klar over, at han nok er homoseksuel, og det er bedstemoren, Katrine, også. Men hans far, Mads, lukker fuldstændig af over for det,” siger Lise Nørgaard.

“En af de scener, jeg elsker, er den, hvor han skal have en dame med hjem, og så kommer han med frøken Mose. En sød og nydelig ældre dame, men altså ikke lige, hvad de forventede.”

Lise Nørgaard fandt forlægget til Daniel blandt nogle af de mange homoseksuelle, som hun kendte fra sin barndoms Roskilde.

“Jeg var inspireret til Daniel-skikkelsen af nogle familier, jeg har kendt, hvor fædrene havde svært ved at kapere det. Bl.a. var der en stor butiksindehaver, som havde tre sønner. Den ældste blev eksporteret til Frankrig på et tidligt tidspunkt og var med i Første Verdenskrig. De tog ham hjem, da de regnede med, at han var kureret, så han kunne overtage forretningen. Men det var han ikke, og så forsvandt han igen,” fortæller hun.

Tiderne skifter

Tiøren falder endelig for Mads Skjern, da han en dag overrasker sin søn i armene på en jævnaldrende ven, François. Resolut forviser Mads vennen fra sit hus, og Daniel vælger at følge med ham til Paris. “Han er jo syg i hovedet,” forklarer Mads til den uforstående Ingeborg.

“Mødrene har nok mere empati. De er bedre til at se alting i en sammenhæng og se, hvad der er værdifuldt i deres børn, og hvad der ikke er værdifuldt. Der har fædrene nok altid stået hårdere på konventionerne,” siger Lise Nørgaard, der dog understreger, at hun holder lige meget af alle sine personer.

Serien slutter her, men mon Daniel nogensinde ville blive forenet med sin far, hvis den var fortsat?

“Ja,” svarer Lise Nørgaard med overbevisning i stemmen.

“Som tiden går, er det jo blevet lettere. Det er jo blevet fuldstændig legalt at være homoseksuel i dag, ikke? Så Mads må give sig, også ud fra Ingeborgs pres. Og så er der jo også det, at alle andre fremhæver Daniel. Han har lavet fru Varnæs’ sølvbryllups-kjole. De andre synes, han er så dygtig. Det er han jo også – til det, han kan. Som kunstner. Og det må Mads en skønne dag erkende.”

Hr. Svans

Illustration: Erik Werner
Illustration: Erik Werner

Daniel er ikke Korsbæks eneste bøsse. I modeforretningen Damernes Magasin regerer førstemanden, den snobbede Rudolf Schwann.

“Han er sådan én, som fuldstændig er groet sammen med den forretning, han arbejder i. Jeg kan huske, at der også var sådan en type oppe hos min fars skrædder. Han er virkelig en stakkel. Han er fuldstændig på herrens mark, da forretningen går ned.”

Navnet “Schwann” kan man naturligvis se en slet skjult hentydning til hans seksuelle observans.

“Jamen, han er også homoseksuel. Men han kommer fra en generation, hvor man ikke kunne stå frem, og så har han fundet sin niche ved at stå og kaste med silkestoffer. Jeg tror slet ikke, han har haft noget privatliv, udover det, som har udfoldet sig i forretningen. Det tror jeg ikke.”

Rollen som Hr. Schwann spilles af Arthur Jensen, som havde roller som den komiske tøsedreng i mange gamle, danske lystspil og blev stjerne som viceværten Meyer i Erik Ballings tv-serie ‘Huset på Christianshavn’.

“Jeg havde ikke tænkt på nogen som helst, da jeg skrev figurerne. Men det var helt naturligt, at Erik tog Arthur Jensen med. Han er jo fremragende i den rolle. Og patetisk.”

Ikke uden ridebukser

Anderledes udfarende end Arthur Jensens skabsbøsse er Iben Skjold Hansen, som det i løbet af serien bliver klart er lesbisk.

“Det var typisk dengang, at en pige skulle giftes. Det var jo den eneste måde, hun kunne komme hjemmefra på,” forklarer Lise Nørgaard:

“Først bliver Iben tvunget ind i en forlovelse, som lige passer moren, med en fin tysk familie, men hun bryder den. Så snupper hun, for at slippe hjemmefra, Kristen Skjern. Men det bliver jo ikke særlig lykkeligt, og så begynder hun at dyrke kørelærerens kone, Jenny. De farer ud sammen til fest og ballade, og så finder de altså ud af det sammen.”

Lise Nørgaard er optimistisk, når det gælder Ibens fremtid efter seriens afslutning.

“Konventionerne byder jo, at hun bliver i skabet, men det gør hun heldigvis ikke. For hvorfor skulle hun dog det?,” spørger hun retorisk.

“Iben bliver velhavende. Hun får jo en rideskole af sin far, og så begynder hun og Jenny at bygge den op med heste og det hele. Tænk på, hvordan der rides i vores dag. Der er ikke én unge, som ikke skal ride, hvad enten de har talent for det eller ej. Og så flytter de jo sammen, Iben og Jenny. Og der er ikke nogen, der har set dem i andet end ridetøj siden 1947!”

Er Gud bøsse?

‘Matador’ er den tv-serie, der for alvor bringer homoseksuelle ind i danskernes dagligstuer, og faktisk sender DR de første afsnit samme år, som bøsserne for alvor bryder igennem på filmlærrederne herhjemme. Ungdomsfilmen ‘Du er ikke alene’, komedien ‘Lille spejl’ og – mindre åbenlyst – ‘Mig og Charly’ er nemlig alle fra 1978, ligesom ‘Matador’.

Måske et tilfælde, måske var tiden moden til det. Lise Nørgaard husker i hvert fald, at historien om Daniel Skjerns vej ud af skabet var ret ukontroversiel dengang.

“Det var ikke noget stort problem. Tværtimod så var folk meget interesserede i, hvordan det ville gå med Daniel.”

Daniel, Hr. Schwann, Iben. Spørgsmålet melder sig, hvorfor Lise Nørgaard overhovedet har taget så forholdsvis mange homoseksuelle karakterer med i sin Danmarkskrønike.

“Man kan ikke beskrive en by på størrelse med Korsbæk, uden at man også har det aspekt fremme,” forklarer hun.

“Man er nødt til at beskrive, hvordan det kan gå i nogle familier. Og det er typisk at lade sådan en stivnakke som Mads Skjern blive konfronteret med problemet.”

Lise Nørgaard afviser, at hun har nogen skjulte motiver med ‘Matador’. Alligevel er der et budskab, hun gerne vil slå fast.

“Det er så fuldstændig ligegyldigt, hvordan folk indretter sig med deres seksualliv, hvis de er gode og rare. Det er det, jeg gerne ville sige noget om. Det kan være Jesus også var bøsse? Det er der nogen, der antyder. Det ved vi ikke noget om. Måske er Gud bøsse?”

Jo, Lise Nørgaard har nok ret, må jeg sande efter halvanden times samtale ved panoramavinduet. Homoseksuelle er nok ikke anderledes end alle andre mennesker. Vi vil også gerne høre historier om gamle dage. Især når vi selv er med i dem.

Af Søren Bygbjerg (kilde: Panbladet) – 15. december 2006

Share