Tilblivelsen af Matadortemaet

På tv-siden var Erik Balling begyndt at arbejde på de første seks sekvenser af Matador. ‘Der skal ikke meget musik under scenerne’ sagde han, ‘men jeg skal have en god kendingsmelodi, som kan tåle at blive hørt mange gange. Hvis serien bliver en succes, kan den risikere at køre i årevis!’

Foto: Carsten Andersen
Foto: Carsten Andersen

Jeg kom forholdsvis let til melodien og indspillede den på et kassettebånd, som jeg næste dag præsenterede for Erik. ‘Den er i orden?, sagde han, ‘vi skal mikse om fjorten dage og skal helst have den indspillet er par dage forinden.

Jeg havde frit slag med hensyn til orkester, solist og arrangør. Det havde man ellers ikke som filmkomponist. Det var sjældent penge tilbage, fordi produktionsbudgettet var overskredet. Men her var det en entreprise for DR, og da musikken var kogt ned til kun at skulle være en kendingsmelodi, var der penge nok.

Så jeg engagerede Det Kgl. Kapel. Fik Elvi Henriksen til at skrive en flot klaversolo og den engelske arrangør Robert Cornford til at foretage orkestreringen. Dagen for indspilningen oprandt. Der sad et orkester på 60 mand i Metronome-studiet på Vibevej, og Elvi Henriksen var parat ved koncertflyglet. Jeg slog an fra dirigentpodiet, og musikken steg brusende op fra orkestret. Elvi spillede temaet, som var det Tchaikovskys klaverkoncert i B-mol, og jeg blev næsten betaget af mit eget fremragende værk. ‘Sikke noget lort’, lød Ballings stemme ude fra teknikrummet. ‘Det kan du lige så godt holde op med’.

– Hvad er der i vejen?, spurgte jeg over intercom-anlægget, da jeg var kommet mig over chokket.

– Du smadrer hele intimiteten i serien med din svulstige udgave, svarede Erik. Send orkestret hjem og kom med et nyt bud til på mandag. Vi skal mikse om tirsdagen.

Det var fredag, så jeg gik slukøret hjem for at gå i gang med en mere straight udgave af melodien. Om mandagen var jeg klar med et lille arrangement fro strygere, to trækblæsere og klaver. Jeg fik Kim Sjøgren med som soloviolinist, bad Elvi Henriksen indskrænke sig til bare at spille melodien lige ud af landevejen, og så var den hjemme.

– Lad os håbe, at vi får lov til at fortsætte med mere end de første seks afsnit, så vi kan få de ekstra omkostninger hjem, sagde Balling.

Og det fik vi. Der blev sendt i alt 24 afsnit over en seksårig periode. Siden da er serien blevet en klassiker, som genudsendes ca. hvert 5. år. Erik Balling havde ret. Jeg var for en gang skyld kørt helt af sporet, men hensynsfuld som han er, fortrød han sin voldsomme kommentar og sendte mig en flaske whisky dagen efter med kærlig hilsen.

Fra bogen “Klaver med mer'” (Schultz, 1994) og publiceret med tilladelse fra Bent Fabricius-Bjerre

Share