Lise Nørgaard fremhæver i Et liv med Matador (2004), at det hele begyndte med Huset på Christianshavn (1970-77). Lise Nørgaard beskriver Karen Smith og sig selv som “det kvindelige mindretal på forfatterholdet” (s. 16-17). De forsøgte at rokke ved de dominerende kønsroller i huset og ville bl.a. gøre fru Olsen til buskonduktør – men rollefordelingen både på forfatterholdet og blandt karaktererne var og blev traditionel.
I Matador blev Lise Nørgaard primus motor på forfatterholdet. Hun havde udspillet, skrev hovedparten og var den, der bestemte i sidste instans. Hvor de komiske stereotyper var fremherskende i Huset på Christianshavn både i karaktertegning og spillestil, blev det udviklingshistorierne, Matador koncentrerede sig om. Disse historier blev afdækket ud fra et køns- og generationsperspektiv i et stadigt signalement af tiden. I Huset på Christianshavn har konflikterne mellem kønnene karakter af skærmydsler. I Matador er de tidstypiske begrænsninger i kønnenes udfoldelsesmuligheder og relationer derimod strukturerende for handlingen gennem hele historien.
Baggrunden for dette fokusskift er uden tvivl 1970ernes optagethed af forholdet mellem kønnene. Enhver historisk fremstilling er samtidig et signalement af den tid, den bliver til i, og 1970ernes kvindeoprør har været med til at tydeliggøre kønsmønstrene i Matador. For Lise Nørgaards vedkommende havde Kun en pige 1992, som hendes første erindringsbog hed, været et perspektiv gennem hele hendes karriere.
Matador er en historie om social opstigning og dens konsekvenser, forankret i perioden 1929-47. Pointen er, at operation klasseskift lykkes, men patienterne har det skidt. Den opstigende hovedkarakter Mads Skjern krakelerer og taber på det menneskelige plan, og hans familie er trods den materielle gevinst hårdt ramt følelses- og udfoldelsesmæssigt. De konflikter, opstigningen medfører, leverer et vigtigt brændstof til de kønspolitiske spørgsmål, føljetonen behandler. I og omkring de tre grundfamilier Varnæs, Skjern og med tiden Jensen udspiller sig en række tidstypiske, kønspolitiske hovedkonflikter.
Den ældste og mest etablerede familie er Varnæs-familien. Manden er her traditionel familieforsørger og familieoverhoved, men ikke særlig udpræget patriarkalsk eller diktatorisk. Snarere møder Hans Christian Varnæs tilskikkelserne i både arbejdsliv og familieliv med humor og overbærenhed. Kvinden i huset er Maude, der udelukkende lever af sin kvindelighed og er funktionsløs i sit eget hus. Opgaven som husmor er overtaget af den begavede og musikalske søster Elisabeth, den berømte ‘skyggetante’. Begge kvinder er utilfredse og artikulerer denne utilfredshed i et omfattende register af uhensigtsmæssige reaktioner. For Maudes vedkommende spænder det fra den neurotiske bakterieangst over de bestandige sengelejer til den evigt bebrejdende attitude over for omgivelserne. Elisabeth pendler mellem tilpasning og oprør i en bestandig hensyntagen til alle andre end sig selv. Denne tilstand fremstilles ikke som tilfredsstillende for nogen af parterne.
Ikke desto mindre er det i princippet den tilstand, parallelfamilien Andersen Skjern stræber imod. Symbolsk droppes ‘Andersen’ da også efter Ingeborg og Mads’ fælles søns fødsel i del 6. Selv om hele Mads’ eksistens er gennemsyret af foragt for dem, der ikke selv har skullet tjene sig op, er det deres tilværelse, der tjener som forbillede. I del 4 siger han: “Det, de rige gør nu, er det, alle andre gerne vil gøre i fremtiden”. Det er et profetisk udsagn, der også gælder ham selv. Økonomisk og statusmæssigt lykkes det hele for Mads Skjern. Han ender som konsul. Men i sin familie arbejder han sig op til en langt mere overvældende og undertrykkende patriark end Hans Christian Varnæs nogensinde har aspireret til. I forretningslivet er han opmærksom over for åbninger, chancer og menneskelige egenskaber, der matcher hans egne ambitioner. Også i privatlivet ser han alting i sit eget billede. Her betyder det, at han lukker sig af fra dem, der afviger fra hans egen optik og ambition. Derfor ender han i isolation fra dem, han elsker, men som ikke vil det samme som ham.
Ingeborg repræsenterer en stærk kvindetype. Hun er ikke uambitiøs. Opgaven som leder i butikken passer hende fint, og hun er lige dygtig til at forhandle med de rejsende sælgere og til at sælge til kunderne. Hun kommer selv fra en familie, hvor kvinden er vant til at varetage en landhusholdning med en høj grad af selvstændighed. Tilværelsen som frue passer hende ikke. Hun søger at udfylde den så meningsfuldt som muligt, men befinder sig mod slutningen i en tilstand af disharmoni. Ganske vist har hun nok at gøre i den familiære omsorgssektor, ikke mindst i kraft af alle de problemer, Mads skaber. Men hun er berøvet et meningsfuldt arbejde, og forholdet til Mads bliver i stigende grad besværligt.
Agnes og Lauritz Jensens familie begynder hen mod slutningen på samme type opstigningsproces, her med kvinden som drivkraft. Agnes bliver den forretningsmæssige makker, Mads ikke kunne finde i sin egen familie. Også Agnes vil det bedste for sin mand og sine børn – og hun ligner Mads i sin sans for at finde arbejde, der kan overtages af andre og efterhånden kaste mere af sig. Med omvendingen af det traditionelle mønster fra de andre familier åbner Nørgaard og Balling et nyt kønspolitisk perspektiv. Også kvinder kan være ambitiøse og ville ændre deres egen tilværelse fra grunden. Rollen som matador er ikke bundet til mændene.
Laura leverer her et modsat perspektiv: hun er så bundet til det gamle herskab-tjenestefolk-mønster, at hun med større ildhu end selv Maude går ind for det.
En lang række karakterer medvirker til at nuancere og profilere kønsproblematikken. De to generationer af Møhge’er (Karen Berg og Karin Nellemose) udstiller to fattigfine, enlige kvinders gensidige afhængighed. Det gælder da også stort set alle enlige kvinder, at de har problemer med for det første at finde en tålelig mand, for det andet at holde ham ud, hvis de finder en. Danseskoleleder Violet er her typisk. Ind i kønsproblematikken væver generationskonflikterne sig. De unge fra begge familier vil så gerne bryde med traditionerne. Men hensynet til familien stiller sig altid i vejen med loyalitetsbindinger, der er næsten umulige at overskride. Og så har historien en beklagelig tendens til at gentage sig.
Matador udgør en bestemt fortolkning af historien – ikke sandheden om den. Kønsoptikken er et vigtigt element i denne fortolkning. Men den er ikke kun udfoldet på det seriøse plan. Der er også humor i Matador. Selv, når det er mest sørgeligt, kaster humoren et formildende skær over helheden. Humoren er især påfaldende i forbindelse med de folkelige lag – grisehandler Larsen, hans kone Katrine og hans hund Kvik, Boldt, Laura, Agnes og Røde. Denne humoristisk-forsonlige skildring af jævne danskere og deres hverdagsliv er et helt afgørende led i Matador. Holdningen på det folkelige plan stiller alvoren hos borgerskabet i relief. Det spørgsmål, den humoristiske drejning hele tiden stiller, er: Hvor svært kan det være? Det spørgsmål relativerer problemerne, også på kønsproblematikkens område. Denne grundholdning mildner både den sociale kritik og den klare feministiske tendens i Matador og har været med til at sikre dens status som klassiker.
Af Gunhild Agger