Da jeg for omkring syv år siden var til præmiere på den stort opsatte Matador-musical i Operaen i København, var skuffelsen så stor, at jeg bestemte mig for aldrig mere at se Danmarkshistorien bedste fortælling udsat for sang og dårlige kopiere af de folkekærer karakterer.
Da jeg for et par måneder siden hørte, at en gruppe halvprofessionelle og amatører, hvad sat sig for at løfte opgaven, som landets fremmeste teaterkapaciteter ikke var lykkedes med, overmandede nysgerrigheden mig. Den 8. august 2014 tog jeg sammen med 1.351 andre til præmieren på Frøbjerg Festspils opsætning af musicalen Matador.
Jeg vil med det samme gerne røbe, at jeg havde en så god aften, at jeg har været nødsagt til at revidere min opleves af, hvorvidt Matador kan fungere som syngespil. Formentlig har mine lave forventninger spillet ind, men altovervejende bygger den gode oplevelse på opgivelserne, stemningen og det forbløffende gode håndværk fra folkene på og bag scenen.
Tættere på Korsbæk
Da jeg ankom til foden af Fyns højeste punkt Frøbjerg Bavnehøj, parkerede jeg bilen på en stor og ret kuperet stubmark. Der havde jeg en time før forestillingen sat min svigermor og hendes kæreste stævne til ”middag i det grønne”. Det viste sig, at det vrimlede med campingmøbler og spisende folk på parkeringspladsen. En familie havde til lejligheden spændt deres trailer med et bord-bænke-sæt på efter bilen. Bevæbnet med tæpper og aftenkaffe besteg folk højen op ad en støvet grusvej til den store friluftscene, hvor 1.400 hvide plastikstole stod og ventede. Jeg havde nærmest oplevesen af, at jeg var på vej til alsang stævne ved Varpemarkhuse før borgmester Sejersen snedigt havde fået Korsbæks spidser til at finansiere en ordentlig vej. På alle måder følte jeg mig mere hensat til Korsbæks provinsunivers, end da jeg så musicalen i det ekstravagante operahus midt i København. At pindemadderne og driksene i pausen i operaen var erstattet med pølser, biksemad og fadøl i Frøbjerg, var endnu et plus på autenticitetskontoen.
Simpel og velfungerende scenografi
Den store friluftsscene fungerende perfekt til de mange forskellige Korsbæk-lokationer, som var inddraget i musicallen. De stationære og gennemgående dekorationer, blev på smart vis suppleret med en simpel skydedekoration, som med skiftende møblement og billeder på væggen udgjorde det får både Katrine og Olufs landsted i Korsbækhuse, Agnes og Lauritz lejlighed ved branddammen og Kristens funkislejlighed oven på banken. I forhold til den storslåede scenografi i Operaen, hvor de fantastiske dekorationer hurtigt skiftede på mange finurlige og effektfulde måder, er rammerne for et friluftsskueskuespil naturligvis helt anderledes. Jeg synes dog, at opgaven efter forholdende var løst eksemplarisk, og at det i flere tilfælde passede bedre ind i Matadors langesomme og afdæmpede fortælleform, at dekorationerne ikke fløj rundt mellem hinanden. Den fysisk store scene og de mange medvirkende kunne til tider være svære at overskue, men i flere tilfælde blev der skabt fokus på de primære skuespillere i scenen ved at ”fryse” alle andre i deres igangværende positur, til scene var overstået.
Amatør-proffer
Nu kommer turen til det allervigtigste i en teaterforestilling – nemlig skuespillerne. På den konto blev jeg meget positivt overrasket og fik et helt nyt syn på amatørteater. Da jeg bagefter læste programmet igennem viste det sig hurtigt, at der ikke var tale om helt ”almindelige” danskere fra Frøbjerg og omegn. Hovedrolleindehaverne var hentet fra forskellige egne af landet og havde alle lange og flotte CV’ere med roller indenfor teater, musicals og festspil. Den store erfaring lagde et ualmindeligt højt niveau, som nogle gange næsten ødelage den amatør- og frivillighedsstemning, som Frøbjerg Festspil også gerne vil signalere. På en konto manglende der måske lidt brugsuddelerens kone, som måske ikke altid rammer de høje toner, men brænder for at spille teater og komme ud og vise sine skjulte talenter frem. Når alt kommer til alt, satte jeg faktisk stor pris på, at bundniveauet var så højt, at jeg underhovedparten af forestillingen følte mig hensat til et af landets bedre provinsteatre.
Skuespil og sang i høj klasse
Selvom der generelt var tale om gode og gedigne skuespilpræstationer, var der naturligvis nogen som skilte sig ud. Med mange timers tv-Matador på nethinden er det svært ikke at sammenligne med originalerne, men forestillingen viste mig, at en god skuespiller godt kan tilføje nye facetter til en ellers meget låst opfattelser af en karakter.
På positivlisten kommer jeg ikke udenom at nævne Puk Sander i rollen som Maude. For det første fordi der efter min bedste overbevisning er tale om en af mest velspillede roller i Matador. For det andet fordi rollen blev spillet med en så stor autentisitet, at når jeg lukkede øjnene og hørte på Puks replikker, lød det stort set som, da Malene Schwartz fremsagde dem for ca. 35 år siden.
Michael Gade Thomsen gjorde det fortræffeligt som Mads Skjern. Specielt i de følelsesladede scener, hvor Mads udtrykker sine frustrationer over sønnen Daniel og skændes med Ingeborg, blev der vist skuespil i meget høj klasse.
I rollen som den joviale grisehandler, synes jeg Kristian Friis placerede sig flot imellem Buster Larsens og Tommy Kenters præstationer i rollen – samtidig med, at han selv tilførte rollen lidt ekstra krydderi. I den forbindelse bør det lige nævnes, at Tommy Kenter i rollen som grisehandleren var et af lyspunkterne fra opsætningen i Operaen.
Det er også svært at komme udenom Julie E. Strange i rollen som Elisabeth. Det tog mig dog lidt tid at vende mig til den noget højere udgave af frk. Friis, men når Julie med forestillingens bedste vokalpræstation brød ud i sang, steg hun i agtelse og fald i højde.
Ingen roser uden torne
For at undgå, at jeg som fynbo ikke bliver beskyldt for patriotisme og lokalt rygklapperi, må jeg nok hellere pege på nogle af de ting, som jeg gerne havde set anderledes.
Når man sætter en høj ranglet mand under 30 år til at spille rollen som hr. Schwann, udfordre man skæbnen. Når den unge mand ikke leverer varen og ikke kan udtale ord som ”assortiment” rigtigt, tænker jeg, at instruktøren ikke har været sin opgave voksen på det punkt.
Med en fynsk opsætningen af musicalen, var mine forventninger doktor Hansens optræden naturligvis høj. På det punkt blev jeg desværre skuffet, da ”den ædle ridder fra Svendborg” snakkede så fynsk, at det blev karikeret i stedet for charmerende.
Som stor Matador-entusiast og -nørd, er jeg desværre let at påvirke negativt, når det kommer til faktuelle fejl omkring serien. Derfor tæller det på minussiden, at der klart indikeres, at Albert Arnesen skyder sig selv. På den måde er Frøbjerg Festspil med til at udbredes proprietæringshandler Mortensen fejlagtige sladder om Arnesens død.
Når Boldt tager telefonen og siger ”Jernbanecaféen”, er han glat i byen. Om Bolts etablissement, kan man kun bruge navnene ”Jernbane Hotellet” eller ”Jernbanerestauranten”. Det skuer også mit trænede Matador-øje, når man på rollelisten staver Kristens navn med ’e’ i stedet for ’i’.
UG i Matador-musical
Som det forhåbentligt tydeligt fremgår af min beskrivelse, har disse bagateller ikke kunne ødelægge min samlede oplevelse. Jeg havde en fantastisk aften og blev overbevist om, at Matador som musical alligevel have sin berettigelse.
Som en afrunding og en konklusion på mine oplevelser fra Frøbjerg Festspils opsætningen af Matadormusicalen, vil jeg gerne videregive Mads Skjerns korte, jyske og besindige (om et par damesko fremstillet af rødspætteskind under krigen) til hele holdet bag.
”DET ER DYGTIGT”