For sjette gang ruller Matador over skærmen og det bliver ved med at være en kæmpe fornøjelse at følge serien. Ikke alene er det et stykke spændende og vedkommende samtidshistorie, det er også et stykke fremragende dramatik, som DR´s ”moderne” og hurtigklippede serier ikke når til sokkeholderne.
Som uddannet skuespiller bliver jeg i hvert fald stram i betrækket, når jeg læser Peter Thorsboe i en lørdagsudgave af Berlingske Tidende udtale sig, efter min opfattelse, arrogant og uvidende om Matador som TV-dramatik. Han bruger vendinger som ”Folkekomedie” i ordets mest negativt ladede betydning og forsøger med slet skjult arrogance at snige sig udenom, at han vel dybest set synes den slags langsommelighed i replikskiftene og instruktionen, som Balling og hovedforfatter Lise Nørgaard præsterer, hører fortiden til.
Jeg kan ikke være mere uenig med ham. Matador er fremragende først og fremmest, fordi den handler om ægte relationer mellem mennesker – rigtige mennesker, som sårbare går igennem lag af erkendelser undervejs i serien. De bliver hele tiden mødt med udfordringer, som tvinger dem til at tage stilling og som tilskuer er man deltagende og engageret i hver enkelt karakters skæbne. Da Lise Nørgaard og hendes medforfattere skrev Matador fik skuespillerne seks afsnit ad gangen, hvor de kunne følge deres karakterers udvikling. Instruktøren var den samme i alle 24 afsnit. De kunne oven i købet, som Kirsten Olesen og Vera Gebuhr, selv være med til at bestemme karakterernes skæbne ved deres eminente spil. I dag får skuespillerne alt for ofte deres scener sendt med grønt bud kl. 5 om morgen samme dag de skal møde på settet og instruktørerne bliver hyppigt skiftet ud. Det kan derfor være rigtig svært for en skuespiller at få replikkerne ind under huden og få dialogen med medspillerne til at svinge. Jeg har selv siddet til læseprøve på en tv-serie på DR. og det kan da godt være Svend Clausen og Co kan vinde nogle priser, men i mine øjne bliver det ikke bedre dramatik af at have vundet en pris. Som seer har jeg intet forhold til de karakterer, som bliver præsenteret i Ørnen, Krønikken og hvad de hedder alle sammen. De er klichéfyldte og en-dimensionelle og frem for alt udvikler de sig ikke et hak. Hvilket betyder, at så snart jeg har slukket for fjernsynet har jeg glemt hvad afsnittet handlede om.
I Matador har alle karakterer ned til de mindste bifigurer en begyndelse, midte og en slutning som er interessant og kan fortælles. I ”moderne” serier er der meget få karakterer. De møder sjældent nye karakterer, som kan give dem nye erkendelser som mennesker – derfor bliver de, i mine øjne ligegyldige og uinteressante. Jeg har været så heldig at få lov til at spille sammen med Sonja Oppenhagen og Holger Perfort henholdsvis Vicki og Tjener Olsen på Privatteatret og jeg spurgte Holger hvorfor Matador blev så god. Hans bud var, at når man arbejdede med Balling kom man kun uforberedt én gang. Han blev rasende lige meget hvem det var. Så blev vi også i fællesskab enige om, at manuskriptsiden på TV- serier i dag er meget svag. De er simpelthen ikke særlig velskrevet og det er naturligvis et stort problem for enhver skuespiller, hvis man selv skal opfinde en god karakter. En af hovedkaraktererne på en af de store tv-serier fortalte mig også, at hun havde tigget og bedt manuskriptforfatterne og at ”give hende noget at arbejde med.” Det er selvfølgelig også temmelig problematisk når man er én af hovedkaraktererne i en stor TV- serie.
Til sidst vil jeg bare sige tak for jeres side. Der er heldigvis andre end mig der værdsætter god dramatik.
Michael Brandt