Den bedste episode

Over et par år har 4.500 af Matadoronlines brugere givet deres mening til kende ved Matadoronlines Kvik-poll, for så vidt angår hvilken af seriens 24 episoder, de synes bedst om.

Det er næppe overraskende for ret mange, at 18. episode ’Hr. Stein’, løb med sejren, men det er måske mere tankevækkede at episode løb med hele 47,3 procent af stemmerne.

18. episode udmærker sig ved at være en af de mest følelsesmæssige og historiske episoder. Vi husker alle, hvordan borgerne i Korsbæk rykker sammen og hjælper den sympatiske bogholder fra Korsbæk Bank med at flygte fra besættelsesmagten. I særdeleshed, hvordan Maude Varnæs pludselig træder i karakter og glemmer alt om baciller og i får den eftersøgte jøde fragtet i sikkerhed i grisehandlerens hus. Historisk byder episoden på et væld af autentiske scener og temaer om livet i det besatte Danmark i 1943. Udover jødeforfølgelserne kan nævnes sortbørshandel, modstandsbevægelsen, strejker og spærretid.

2. pladsen går heller ikke uventet til 7. episode ’Fødselsdagen’. Det er til gengæld temmelig overraskende at der er hele 40 procents forskel på 1. og 2. pladsen. 7. episode er klart en af seriens sjoveste, med fru Fernando Møhges runde fødselsdag som højdepunkt. Derudover stifter vi i episoden med to nye karakterer, som, får ret stor indflydelse på det videre handlingsforløb – nemlig byrådssekretær Godtfred Lund og sagfører Viggo Skjold Hansen.

På 3. pladsen med 7,1 procent af stemmerne finder vi lidt overraskende (for mig) 4. episode ’Skyggetanten’. Vi har at gøre med en af seriens korteste episoder (55 minutter), som også efter min bedst overbevisning er lidt bovlamt, hvad angår indhold. I denne episode kommer Kristen Skjern godt nok til byen og falder pladask for den 5 år ældre Elisabeth Friis, hvilket dog ikke burde være nok til en topplacering. Det fine resultat bør nok ses i lyset af episodens hovedfigur Elisabeth Friis, som tidligere afstemninger har vist er en meget populær karakter.

Blandt de fem højest placerede finder vi ikke mindre en tre episoder, som udspiller sig under besættelsen. Udover den føromtalte 18. episode, finder vi på henholdsvis en 4. og 5. plads de to episoder, der udspiller sig i tidsrummet omkring besættelsesdagen den 9. april 1940 (16. episode – ’Lauras store dag’) og befrielsesdagen den 5. maj 1945 (21. episode – ’Vi vil fred her til lands’). Disse episoder udmærker sig ved at være nogle af de mest spændende og handlingsmættede episoder, samtidig med at de også er spækket med historisk indhold – en cocktail som tydeligvis falder i seernes smag.

Det er fortsat muligt at gøre sin indflydelse gældende og måske rykke lidt på de sekundære placeringer, som ligger så tæt at ganske få stemmer, vil kunne lave om på rækkefølgen.