Matador eller Krøniken? – Mads Skjern eller Kaj Holger? Agnes eller Ida? Hvilken føljeton er bedst?
Vi diskuterer i dag livligt, hvilken af de to populære tv-føljetoner vi foretrækker og ser som mest vellykket. Måske har du allerede taget diskussionen med dine venner eller kollegaer over frokosten i kantinen mandagen efter søndagens afsnit af Krøniken.
Matador og Krøniken er begge tv-føljetoner, som de fleste af os danskere har et forhold til. Enten kender man dem blot ved navn eller omtale, eller også er man selv én ud af de mange millioner danskere, der har siddet foran skærmen, da Matador og Krøniken blev sendt. Krøniken er med sine lidt mere end 2,5 millioner seere den største seersucces siden monopolets afskaffelse i 1988. Til sammenligning blev Matador genudsendt for første gang i 1985, hvor den blev set af 3,6 millioner seere.
Krøniken – det ”nye Matador”
Krøniken ses af mange som et vellykket come-back til Matador-formlen, og er af mange blevet opfattet som Matadors efterfølger, selvom det ikke har været Krønikens udgangspunkt. Det er derfor interessant først og fremmest og spørge, hvorfor vi sammenligner dem, og om Krøniken kan leve op til en sådan sammenligning med Matador?
Som det første er det bemærkelsesværdigt, at de to føljetoner tidsmæssigt ligger som perler på en snor, idet Matador omhandler tiden 1929-1947 og Krøniken tiden 1949-1974. Krøniken tager dermed over i danmarkshistorien, hvor Matador slap.
På flere tematiske områder er der heller ikke langt ”fra Korsbæk til Bella”. Alene det, at Krøniken har valgt at lade den fiktive fortælling udspille sig inden for en realistisk historisk ramme, giver anledning til at sammenstille de to føljetoner. Krøniken består ligesom Matador af en række kontrastformer og krydsninger i det fiktive univers. De omhandler begge den sociale opstigning og dennes konsekvenser samt centrale tematikker som klasseskel, familieoprør, ligestilling og kvindefrigørelse.
En verden til forskel
Trods mange paralleller er der også afgørende forskelle på Matador og Krøniken. Krøniken har bevidst valgt at tænke nyt og positionere sig i forhold til Matador, da Krøniken vil få problemer, hvis den læner sig for meget op ad Matador, som tidligere tv-serier har gjort.
De to forskellige verdener afspejles fra første færd i Matadors og Krønikens indledningssekvenser. Det sorte universelle rum, der danner rammen om Krønikens intro med flyvende personer og genstande, der kommer ud af dette ”verdensrum”, er dels en tematisering af glemsels- og erindringsproblematikken og dels en tematisering af den bevidsthedsudvidelse, der kom med syretrippet i 60’erne. Modsat dette psykedeliske men realistiske tidsbillede er Matadors udgangspunkt et hverdagsrealistisk univers. Både Arne Ungermanns små gadespejlende vignetter og den nostalgiske og let melankolske kendingsmelodi, der associerer til dagligdagsmusik, leder os til sammen sikkert ind i et realistisk og fortroligt univers fra første færd.
Underholdning som ”sikkerhedsnet”
Humoren adskiller også Matador og Krøniken. I Matador består humoren ligesom fortællingen af flere perceptionsniveauer – lige fra det ”lette” folkekomediale niveau til humor på et symbolsk og reflekterende niveau. Som udgangspunkt føler vi os alle lokket af den ”lette” underholdning, da denne humor appellerer til det velkendte og morsomme, og derudfra åbnes der op for dramaet og det symbolske niveau. Humoren virker realistisk og integreret i den øvrige fortælling pg.a. dette nuancerede og genkendelige persongalleri, og det er netop via de forsonlige personskildringer, at den forsonlige humor opstår, som er afgørende i Matador.
I Krøniken er humoren, som ofte må vige for de store dramaer, ikke sat i et forsonligt forhold til de fiktive personer, men er ofte meget klichépræget. De mange klichéer og intertekstuelle referencer synlig gør bevidst for os, at fortællingen bygger på andre fortællinger og tematikker. Det velkendte er således essentielt for begge føljetoner, men på to vidt forskellige måder: Krøniken via det intertekstuelle, og Matador via inddragelsen af genkendelige typer.
Den raffinerede humor Matador er også forbundet med de mange antydninger, vi ofte præsenteres for, og vi husker derfor scener fra Matador, som ikke har fundet sted, f.eks. ”husker” vi lærer Andersen stå og råbe på altanen en kold nat i sin stribede pyjamas. De mange antydninger tilfører fortællingen et gådeelement, og det overlades til os at indgå et aktivt fortolkningsarbejde. I Krøniken udlægges der også ”hints” og der holdes oplysninger tilbage for en stund, men som modtager passiviseres vores rolle, da vi altid kan forvente en udpensling af eventuelle hints og dermed få svaret på ”gåden” serveret til sidst.
Erindringernes fotoalbum
Generelt finder vi en banal glæde i genkendelsen, og med Matador og Krøniken får vi muligheden for at se få et kig ind i en svunden tid og fæstne os ved minderne. Samtidig giver det os også muligheden for at forstå nutiden gennem fortiden og lade Matador og Krøniken fungere som spejle for os selv og vores tid. Med Matador og Krøniken opsøger vi gamle former for kollektivitet, og søger at opleve os selv som nation.
Vores erindring vækkes med Matador og Krøniken på samme vis, som når vi bladrer i et gammelt fotoalbum, hvor minderne vælter frem og erindringen vækkes. Erindringen er en forudsætning for nostalgien, som også ses i både Matador og Krøniken, men Krøniken er ikke som Matador en tematisering af det nationale sammenhold, men er derimod baseret på myten om livsstile og den individuelle selvrealisering.
Forskellen på de to myter kan være udslagsgivende for vores opfattelse af Matador som en større klassiker end Krøniken. Måske ønsker vi i virkeligheden ikke en gennemgang af den individuelle selvrealisering, selvom selvrealiseringen kendetegner vores tid, men måske har vi stadig et behov for at føle trygheden ved det nationale sammenhold. Spørgsmålet er derfor, om en krønike om det nationale sammenhold kunne have været skrevet i vores nutid, og om det i virkeligheden er dette sammenhold, vi savner med Krøniken?
Grundlaget for denne artikel er projektet: ”Matador og Krøniken – en komparativ analyse”.
Skrevet af Maria Svendsen, Christina Pallesen og Line Sønderskov, Dansk, 6. Sem., 2006, AAU
