Sidste efterår havde jeg inviteret en ny bekendt med hjem. En videokassette med Matador lå ved siden af fjernsynet. Han kiggede sig rundt, fik øje på kassetten, gik derhen og holdt den op og sagde; ‘Dette er verdens bedste tv-serie’. I min søgen efter stof til denne artikel, har jeg ikke nogen som taler mod det udsagn.
Høj pris og høje seertal
Det skulle tage ni år før Matador blev vist i Norge. Grunden var den høje pris Danmarks Radio forlagte for serien. Ikke før i 1987 (9 år efter lanceringen i Danmark) lykkedes det norsk og svensk tv at forhandle sig frem til en acceptabel aftale. Og det var værd at vente på.
Hen imod halvanden million nordmænd fulgte serien fra oktober 1987 til marts 1988. Det må siges, at serien havde godt tag i seerne i et land med 4,7 millioner indbyggere. Ingen programmer på andre konkurrerende kanaler klarede at ændre på dette seertal. Siden 1987 er serien blevet genudsendt flere gange, sidste gang i 1999 – med et gennemsnit på 415.000 seere.
Aviserne skrev
Efter første episode efteråret 1987, skrev Aftenposten bl.a. dette:
‘Maratonserien’ Matador er sæbeopera bedre end noget andet – ‘made in Denmark’. Allerede i den lovende første episode blev karaktererne så klart aftegnet at konflikten og intrigerne bare kan stille sig i kø.
Efter hver episode blev omtalerne af serien mere og mere præget af begejstring og høstet uforbeholden anerkendelse hos mediekritikerne. Efter sidste episode skrev en anden anmelder:
Kan man få abstinenser efter en tv-serie?
Matador som forbillede
Men det er i eftertiden at sporene efter Matador er mest synlig. I Norge har vi et udtryk som hedder: ‘det bliver som at hoppe efter Wirkola’. Wirkola varen suveræn norsk skihopper, som vandt alt i 1960?erne. Det var bare Wirkola vi så og ventede på. Alle andre skihoppere blev sammenlignet og vurderet i forhold til ham – og ingen var i nærheden af hans format. Og således er det også med Matador. Alt som er produceret af tv-serier er siden blevet vurderet og sammenlignet i forhold til Matador. Matadors kvaliteter og kunstneriske højde er blevet en vision – en drøm, som man skal arbejde hårdt for at komme i nærheden af.
Nordmanden Janken Varden, forhenværende rektor på Statens Teaterhøjskole i København, sagde i et interview i 1993:
Naturligvis findes der ikke et land i verden, som ikke ønsker sig en serie à la den danske knaldsucces Matador.
I Norge blev Matador en virkelig drivkraft til at forsøge tilsvarende produktioner. I 1994 sendte NRK deres egenproducerede serie Vestavind, med en klar parallel til Matador. En slægtskrønike hvor fire familier følges fra 1949 til 1972. Serien blev også kaldt Norges svar på Matador.
Vestavind blev godt modtaget af seerne, men fik en blandet modtagelse af avisernes anmeldere, som selvsagt sammenlignede med Matador. Af de mere negative udtalelser kan vi finde:
En hvileløs søgen efter karakteristiske træk i tid og miljø, stereotypi, skildring af sociale ghettoer og en parodi på nationale fordomme. Netop det Matador ikke var.
Under og efter visningen af Matador drejede debatten sig om årsagerne til at Norge ikke kunne lykkedes lige som Danmark og Sverige. For det lykkedes aldrig helt. På trods af solide og hæderlige præstationer bliver det kraftløst og vi tror ikke på det vi ser.
Favoritserien
At følge med i tv-serier har lidt lav status i visse kredse. Tiden skal helst udfyldes med noget andet end at se på fjernsyn, noget med en højere kulturel værdi. Vi læser stadigvæk i ugeblade og aviser, små ufarlige interviewer med kendte, politikere og kulturpersonligheder. Særligt om sommeren. Der spørges om mangt og meget, og et ofte stillet spørgsmål er ‘Hvad er din favorit tv-serie?’. Men mange ser altså ikke så meget fjernsyn, specielt ikke serier. Bortset fra Matador. Matador er favoritten og blev set af alle. Matador blev taget ind i varmen og blev alibiet for at se på tv-serier. En som derimod indrømmer, at han ser mange tv-serier er medieprofessor og medlem af Allmennkringkastingsrådet, Helge Rønning. Rønning forsker i en tradition, som antager, at populærkulturens ophav er det realistiske teater i 1800-tallet, med Henrik Ibsen som den fornemste repræsentant. I et interview med Dagbladet i 2002, trækker han Matador frem som favorit og siger at serien udspilles med alle ønskelige konflikter mod en dramatisk tid. Kort sagt en sæbeopera med kvalitet i alle genrens ingredienser.
Matador – døråbner for dansk tv og film
Matador er også blevet døråbner og har fået æren for et større nordisk samarbejde mellem producenter og aktører. Vi stifter stadigvæk bekendtskab med Matadors skuespillere i norske eller nordiske produktioner: Ghita Nørby som Marie Hamsun i filmen ‘Hamsun’ fra 1996, Jesper Langberg som provst Holmsen i ‘Det største i verden’ fra 2000 er nogle eksempler.
I det hele taget har vi efterhånden fået et godt kendskab til danske produktioner og skuespillere i Norge – takket være Matador. Vi har stiftet bekendtskab med mange gode serier fra Danmark. Riget, Edderkoppen, Bryggeren, Rejseholdet, Hotellet og Taxa, trækker mange norske seere til skærmene. Og det vi får at se er godt, men Matador satte standarden og den ligger så højt, at ingen siden har kunnet rokke ved det.
Mange referencer
Over seksten år efter første visning i Norge referer journalister fortsat til hvilken rolle eller opgave personen havde i Matador, når en af dem omtales. Disse referencer skal få os til at huske, vælge produkt og ikke mindst – forvente kvalitet.
De bærer alle et andet navn, i aviserne, i bladene og i vores hoveder hver gang vi ser dem. Det er ikke Ghita Nørby eller Jørgen Buckhøj vi ser, for det er ægteparret Andersen-Skjern som vi ønsker os mest.
Det er ikke bar indenfor kultur og medier der refereres til Matador. I et debatindlæg fra 1999 om selvbestemmelse og globalisering, refererede forfatteren til Matador som et glimrende eksempel på tidligere tiders grundlæggere om deres evne til at stille sig solidarisk med lokalsamfundet. Og det er påfaldende i hvor mange og forskellige sammenhænge Matador bliver benyttet som reference.
Dårlige salgstal
Selv om Matadors popularitet var og er stor i Norge, er det ikke de store salgstal som afsløres efter at serien kunne købes på vhs og dvd. Videoklubben Matador tilrettelagde serien til salg i Norge i 1994. Men vhs-udgaven solgte ikke godt og markedsføringen blev stoppet efter nogle annoncer i et kuponhæfte. Det blev alt i alt til lidt over 1.000 solgte eksemplarer af serien (tilsvarende 24.000 videobånd), som ikke er meget i forhold til et salg på 70.000 eksemplarer af serien (ca. 1,7 millioner videobånd) i hjemlandet. I slutningen af 2001 kom serier ud op 12 dvd-skiver via Sandrew Metronome og har indtil nu solgt ca. 1.200 eksemplarer. Til sammenligningen kan det nævnes at serien , på samme tid, har solgt over 200.000 dvd-eksemplarer i Danmark.
Mange af de som har skaffet sig en vhs eller dvd-udgave af serien, er nok også medlemmer af Fanklubben Matador. Af klubbens snart 1.500 medlemmer er mellem 50 og 75 af disse norske, og har haft ca. 470 norske besøgende på deres hjemmeside i år.
Meget spalte er brugt til at forklare Matadors kvalitet. I Norge er superlativerne de samme som i Danmark og Sverige. Et godt billede på serien kvalitet og popularitet, er den fælles hukommelse som kommer til udtryk i alle henvisningerne og referencerne til Matador gennem de seksten år, der er gået.
Av min arm, som vi savner Matador.
Anniken Løvbjerg, Oslo