Mit liv med Matador 1

pernille-carlsen
Pernille Carlsen

At Matador har betydet meget for mange mennesker har jeg aldrig været i tvivl om, og jeg blev ikke mindre sikker i min sag, da jeg fandt Matadoronline og kunne se hvor mange mennesker der havde meldt sig ind i Fanklubben Matador.

Faktisk var det usigeligt skønt og meget befriende at opdage, at jeg langt fra er den eneste, som har et langvarigt og trofast forhold til serien. Mine omgivelser har ellers i flere år troet, at jeg havde en psykologisk brist. Men ok – det er måske heller ikke helt normalt for et barn/teenager at have Matadorplakater hængende på værelset frem for plakater med tidens popidoler.

Jeg har vel været 4½ år da jeg første gang så Matador. Det er selvfølgelig meget, meget lidt jeg husker at serien fra premieren i 78/79, men jeg ved, at da jeg (gen)så serien i 84/85 var der scener og personer jeg kunne genkende fra premieren. I dag – efter at have set serien igen og igen – kan jeg imidlertid ikke sætte præcise ord på hvilke scener og hvilke personer jeg genkendte.

Det er således den første genudsendelse i 1984/85, som står stærkest i min erindring. Jeg har været 10-11 år gammel og jeg mindes, at jeg oftest så ugens afsnit sammen med mine bedsteforældre, som jeg på det tidspunkt tilbragte meget tid hos, og som begge syntes vældigt godt om serien. Der var meget, som de kunne genkende fra deres yngre dage. Min mormor holdt forskellige ugeblade, og jeg begyndte snart at sluge alt hvad der omhandlede Matador i disse blade. Jeg klippede det meste ud og samlede det i mapper – mapper jeg stadig har, da jeg ikke nænner at skille mig af med dem!

Genudsendelsen af Matador i 1985 faldt sammen med 40-året for befrielsen, og i den forbindelse var der et hav af udsendelser i fjernsynet, der omhandlede 2.verdenskrig og befrielsen. Efter at have set disse udsendelser samtidig med Matador blev jeg klar over, hvor enestående stykke historie Matador var/er, og det inspirerede mig til at tilegne mig mere viden om tiden omkring Matador. Jeg opholdt mig således i timevis på vores lokale bibliotek og gennemtrawlede store opslagsværker om 30’erne, 40’erne, 2. Verdenskrig og befrielsen samt forskelligt samtidslitteratur. Bl.a. gik jeg i krig med Pest over Europa og Syv Fantastiske Fortællinger. Lidt af en mundfuld i en alder hvor man normalt læser Puk-bøger og De 5 – eller som i dag – Harry Potter.

Yndlingsfigurerne – og personerne bag

Allerede efter visningen af de første 4-5 afsnit af Matador begyndte jeg at følge to af figurerne med særlig interesse, nemlig Elisabeth Friis og Kristen Skjern. Dette tiltalende par og deres lange kamp for at få hinanden gik direkte ind hos mig. Elisabeths varme, mod og fornuft samt Kristens charme, humor og hæderlighed syntes jeg slet ikke var til at stå for. Den dag i dag er de stadig mine absolutte yndlingspersoner – selv om det jo ER svært at vælge.

Interessen for Kristen og Elisabeth stak imidlertid dybere end som så, så jeg begyndte snart at interessere mig for personerne bag – d.v.s. skuespillerne Helle Virkner og Jesper Langberg. Jeg læste alt hvad jeg kunne opstøve om dem, og jeg gemte læssevis af udklip fra blade og aviser. Jeg opdagede snart hvilket spændende liv Helle Virkner havde levet som bl.a. statsministerfrue, og så var jeg tilbage ved Danmarkshistorien. For med Helle Virkner fulgte interessen for Jens Otto Krag og Danmarkshistorien i hans regeringstid, så som 11-årig kastede jeg mig over Jens Otto Krags dagbøger samt forskellige biografier om ham. Min familie har senere spøgt med, at al min historieviden stammer fra Matador, og det er jo nok ikke engang løgn. I hvert fald har jeg mest held med at gætte de rigtige årstal i ‘Hvornår var det nu det var’, hvis det er en periode som skildres i Matador!

Yndlingsafsnittet

Når man har Kristen og Elisabeth som yndlingspersoner kan man vist ikke komme uden om, at afsnit 4, 21 og 23 helt klart topper hitlisten over afsnit af Matador. Scenen, hvor Dr. Hansen og Kristen kommer til Varnæs? hus efter befrielsen, hvor Elisabeth befinder sig, og hvor de for første gang offentligt viser deres kærlighed, tror jeg har set en million gange. Det samme gælder for scenen i afsnit 23 hvor de holder middag for familie og venner efter deres bryllup. Scenen ved klaveret siger bare ALT!

Hvad Matador førte med

Mens jeg gik i 8. klasse besluttede man på min skole, at vi skulle følge gymnasiernes og handelsskolernes nyindførte idé med at give eleverne fri en uge til at skrive en stor opgave. I modsætning til på gymnasierne og på handelsskolerne var emnet ikke fuldstændigt frit, idet det blev besluttet, at opgaven skulle omhandle et (valgfrit) forfatterskab. Karakteren for opgaven ville indgå i bedømmelsen af årskarakteren. For mig var valget af forfatter ikke så svært – for hvem var mere nærliggende end Lise Nørgaard. Som en udløber af Matador havde jeg jo allerede læst alle hendes bøger, set alle hendes film og tv-serier og selvfølgelig hele Matador. Kort inden i researchen i forbindelse med opgaven stødte jeg dog imidlertid på et problem, da opgaven skulle indeholde et biografisk afsnit om forfatteren. På dette tidspunkt havde Lise endnu ikke udgivet sine erindringer, så jeg havde faktisk lidt svært ved at finde ret meget biografisk materiale om hende. Flere af mine klassekammerater havde samme problem, så min lærer foreslog, at vi jo bare kunne skrive et brev til ‘vores’ forfatter. Yeah right! Efter lidt betænkningstid besluttede jeg dog alligevel at gøre et forsøg. Jeg kunne jo ikke rigtigt risikere noget ved det – andet end ikke at høre fra hende.

Kort efter at jeg havde postet et brev til hende med en masse forskellige spørgsmål om hendes liv, kom der en kæmpe kuvert dumpende ind af brevsprækken. Det var et 5 sider langt svar fra Lise sammen med én af hendes egne, signerede bøger. Lise havde svaret grundigt og uddybende på alle mine – sikkert ret tåbelige – spørgsmål. Som afslutning på brevet skrev hun, at hun forventede at se opgaven, når den var færdig. Pu ha – det var straks værre. Nå, men der var ikke andet at gøre end at kaste sig ud i det. Jeg husker jeg researchede som en gal – læste bøger, rendte på biblioteket og så Matador i én uendelighed. Endelig blev opgaven afleveret, og heldigvis blev sliddet belønnet – med et 13-tal. Så jeg postede med god samvittighed opgaven til Lise, men jeg var dog lidt nervøs, for hendes bedømmelse var langt mere vigtig end dansklærerens. Heldigvis syntes Lise om opgaven, og jeg fik et mægtigt sødt brev tilbage fra hende, hvori hun erklærede sig enig i min dansklærers bedømmelse. Efter at have læst opgaven som voksen kan jeg godt se, at den ikke just er noget mesterværk, så Lise nok ikke givet sin helt uforbeholdne mening. Til gengæld gav hun mig en god portion selvtillid og en stor skriveglæde. Korrespondancen med Lise fortsatte faktisk i nogle år efter, og jeg har også haft held til at møde hende et par gange. Endvidere havde jeg stor glæde af bekendtskabet under et skolepraktikophold på Berlingske Tidende, hvor Lises datter Dorte tog sig meget pænt af mig og hev mig med til flere forskellige spændende arrangementer, som det ikke var de øvrige praktikanter beskåret at deltage i.

Som voksen har jeg bevaret mange af de interesser som Matador førte med sig. Med Matador fulgte nemlig en stor forkærlighed for den danske teaterverden og den danske filmskat. Allerede som barn plagede jeg vildt om at få lov til at komme til København og gå i teatret, hvilket jeg heldigvis rimeligt tit fik lov til. Oftest på ABC-Teatret, som jo var Helle Virkners teater. Som voksen synes jeg stadig, at teatret er én af de bedste kilder til underholdning.. En anden stor, bevaret interesse er interessen for historiske værker, romaner, tv-udsendelser, udstillinger mv.

Med opfindelsen af ny teknologi såsom DVD og Internet skulle der være grundlag for, at Matador kan leve mange, mange år endnu og på den måde selv gå over i Danmarkshistorien, og med etableringen af Matadoronline, er der basis for, at alle vi Matadorfans ikke længere skal føle os anderledes og alene.

Pernille Carlsen

Share